Men vi kundgjøre eder, Brødre! den Guds Naade, som haver viist sig i Menighederne i Macedonien,

at, uagtet de bleve meget prøvede med Trængsel, blev deres overvættes Glæde og deres store Fattigdom overflødig til Rigdom hos dem af reen Velvillie.

Thi de vare af sig selv villige efter Formue, —det vidner jeg — ja over Formue,

idet de bade os med megen Overtalelse om (at annamme deres) Gave og Bidrag til Hjælpen for de Hellige.

Og (de gjorde) ikke alene, hvad vi haabede, men de hengave sig selv først til Herren, og (dernæst) til os, formedelst Guds Villie;

saa at vi have formanet Titus, at, ligesom han tilforn begyndte, saa skulde han og fuldende ogsaa denne Velgjerning hos eder.

Men ligesom I ere overflødige i Alt, i Tro og Lære og Kundskab og al Iver, og i eders Kjærlighed til os, (saa seer til), at I og blive overflødige i denne Velgjørenhed.

Jeg siger det ikke som en Befaling, men formedelst de Andres Iver vil jeg og prøve eders Kjærligheds Oprigtighed.

Thi I kjende vor Herres Jesu Christi Naade, at han for eders Skyld blev fattig, der han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige.

Og jeg giver min Mening herom (tilkjende); thi det er eder nyttigt, I, som for et Aar siden allerførst begyndte ikke alene at gjøre, men og at ville.

Men fuldender nu og at gjøre det, at, ligesom der var Redebonhed til at ville, saaledes og Fuldbyrdelsen maa blive efter Evne.

Thi dersom Redebonheden er forhaanden, da er Enhver velbehagelig i Forhold til det, han haver, ikke i Forhold til det, han ikke haver.

Thi (dette er) ikke (saa meent), at Andre skulle have Lettelse, men I Trængsel,

men efter Ligelighed, saa at eders Overflod maa i nærværende Tid komme deres Trang til Hjælp, paa det at og deres Overflod maa herefter komme eders Trang til Hjælp, saa at der kan være Ligelighed,

ligesom skrevet er: Den, som sankede Meget, havde ikke overflødigt, og den, som sankede Lidet, fattedes ikke.

Men Gud være Tak, der vakte den samme Iver for eder i Titi Hjerte!

thi han annammede vel Formaningen, men efterdi han selv havde en større Iver, reiste han villig ud til eder.

Men vi sendte og den Broder med ham, som hos alle Menigheder har Ros, (for sin Iver) i Evangeliet;

men ikke det alene, men som og er beskikket af Menighederne til at reise med os med denne Velgjerning, som besørges af os, Herren selv til Ære og eders Redebonhed (til Priis);

thi vi vogte os for, at Nogen skal kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os,

idet vi have Omsorg for det Gode, ikke alene for Herren, men ogsaa, for Menneskene.

Men vi have sendt den vor Broder med dem, hvilken vi have i mange Maader ofte befundet at være ufortrøden, men nu meget ivrigere formedelst den store Tillid til eder.

Hvad enten (der da tales) om Titus, da er han min Medbroder og Medarbeider hos eder, eller vore Brødre (menes), da ere de Menighedernes Apostler, Christi Ære.

Giver dem altsaa for Menighedernes Aasyn Beviis paa eders Kjærlighed og paa det, vi have rost eder for.