Og Joab, Zerujas Søn, vidste, at Kongens Hjerte var til Absalom.

Og Joab sendte hen til Thekoa og lod hente en viis Qvinde derfra, og han sagde til hende: Kjære, hold dig sørgende, og Kjære, før dig i Sørgeklæder og salv dig ikke med Olie, og vær som en Qvinde, der mange Dage har sørget for en Død.

Og du skal komme til Kongen og tale til ham efter denne Maade; og Joab lagde Ordene i hendes Mund.

Og den thekoitiske Qvinde talede til Kongen, og faldt ned til Jorden paa sit Ansigt og nedbøiede sig, og hun sagde: Frels, o Konge!

Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Sandeligen, jeg er en Enkeqvinde, og min Mand er død.

Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham.

Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.

Da sagde Kongen til Qvinden: Gak til dit Huus, og jeg, jeg, vil give Befaling for dig.

Og den thekoitiske Qvinde sagde til Kongen: Min Herre Konge! den Misgjerning være paa mig og min Faders Huus, men Kongen og hans Throne skal være uskyldig.

Og Kongen sagde: Den, som taler imod dig, den skal du føre til mig, saa skal han ikke blive ydermere ved at røre ved dig.

Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.

Da sagde Qvinden: Kjære, lad din Tjenerinde tale til min Herre Kongen et Ord; og han sagde: Tal.

Og Qvinden sagde: Men hvorfor har du tænkt Saadant imod Guds Folk? thi idet Kongen har talet saadanne Ord, bliver han selv ligesom skyldig, idet Kongen lader ikke sin Udstødte komme tilbage.

Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.

Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.

Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.

Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.

Og Kongen svarede og sagde til Qvinden: Kjære, dølg ikke for mig det Ord, som jeg vil spørge dig om; og Qvinden sagde: Min Herre Kongen tale dog.

Og Kongen sagde: Er (ikke) Joabs Haand med dig i alt dette? og Qvinden svarede og sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, min Herre Konge! der er Ingen hverken paa den høire eller venstre Side i alt dette, som min Herre Kongen sagde, uden din Tjener Joab; han bød mig det, og han lagde alle disse Ord i din Tjenerindes Mund.

At jeg skulde saa vende (denne) Sags Beskaffenhed, den Gjerning har din Tjener Joab gjort; men min Herre er viis efter en Guds Engels Viisdom, at vide alle Ting, som ere paa Jorden.

Da sagde Kongen til Joab: Kjære, see, du har gjort denne Gjerning; saa gak, lad den unge Mand Absalom komme tilbage.

Da faldt Joab paa sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig og velsignede Kongen, og Joab sagde: Idag fornemmer din Tjener, at jeg har fundet Naade for dine Øine, min Herre Konge! idet Kongen gjør efter sin Tjeners Ord.

Saa gjorde Joab sig rede og drog til Gesur, og førte Absalom til Jerusalem.

Men Kongen sagde: Lad ham vende sig til sit Huus og ikke see mit Ansigt; saa vendte Absalom sig til sit Huus og saae ikke Kongens Ansigt.

Og der var ikke saa deilig en Mand i al Israel som Absalom, saa at han blev saare rost; der var ingen Lyde paa ham fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.

Og naar han ragede sit Hoved, — og det skede, naar hvert Aar var til Ende, at han ragede det, thi det var ham for svart, saa han maatte rage det — da veiede hans Hovedhaar to hundrede Sekel med Kongens Vægt.

Og Absalom bleve fødte tre Sønner og een Datter, og hendes Navn var Thamar; hun, hun var en deilig Qvinde af Udseende.

Saa blev Absalom to ganske Aar i Jerusalem og saae ikke Kongens Ansigt.

Og Absalom sendte Bud til Joab for at sende ham til Kongen, men han vilde ikke komme til ham; og han sendte endnu anden Gang, dog vilde han ikke komme.

Da sagde han til sine Tjenere: Seer Joabs Stykke (Ager) ved Siden af min, og han har Byg der; gaaer og sætter Ild derpaa; da satte Absaloms Tjenere Ild paa det Stykke.

Da stod Joab op og kom til Absalom i Huset, og sagde til ham: Hvorfor satte dine Tjenere Ild paa det Stykke, som hører mig til?

Og Absalom sagde til Joab: See, jeg sendte (Bud) til dig og lod sige: Kom hid, at jeg kan sende dig til Kongen og lade sige: Hvorfor er jeg kommen fra Gesur? det var mig godt, at jeg var der endnu; saa lad mig nu see Kongens Ansigt, men er der en Misgjerning hos mig, da slaae han mig ihjel!

Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det tilkjende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøiede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.