Og det skede derefter, at Absalom skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd, som løb frem for ham.

Og Absalom stod tidlig op og stod paa Siden af Veien i Porten; og det skede, naar nogen Mand havde en Trætte, at han skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Af hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er af en af Israels Stammer.

Da sagde Absalom til ham: See, dine Sager ere gode og rette; men der er Ingen (beskikket) af Kongen, som skal høre dig.

Og Absalom sagde: Hvo sætter mig til Dommer i Landet, at hver Mand maa komme til mig, som har Trætte og Dom, at jeg kan hjælpe ham til Ret?

Og det skede, naar Nogen kom nær at nedbøie sig for ham, da udrakte han sin Haand og tog fat paa ham og kyssede ham.

Og Absalom gjorde paa denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Mænds Hjerte.

Og det skede, der fyrretyve Aar vare tilende, da sagde Absalom til Kongen: Kjære, lad mig gaae, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren, i Hebron.

Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom Herren fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg tjene Herren.

Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred; og han gjorde sig rede og gik til Hebron.

Og Absalom sendte Speidere til alle Israels Stammer og lod sige: Naar som I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron.

Og med Absalom gik to hundrede Mænd fra Jerusalem, som vare kaldte, men gik i deres Oprigtighed, og de vidste Intet af al Sagen.

Og Absalom sendte Achitophel, den Giloniter, Davids Raad, af hans Stad, af Gilo, der han offrede Offeret; og Forbundet blev stærkt, og Folket gik til og blev mangfoldigt med Absalom.

Da kom En, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.

Da sagde David til alle sine Tjenere, som vare hos ham i Jerusalem: Staaer op og lader os flye, thi der skal (ellers) ikke være Redning for os fra Absaloms Ansigt; skynder eder at gaae, at han ikke skal skynde sig og naae os, og paaføre os Ulykke og slaae Staden med skarpe Sværd.

Og Kongens Tjenere sagde til Kongen: See, (her ere) dine Tjenere, efter alt det, som min Herre Kongen udvælger.

Og Kongen gik ud, og alt hans Huus efter ham, og Kongen lod ti Qvinder, Medhustruer, blive til at bevare Huset.

Og Kongen gik ud, og alt Folket efter ham, og de bleve staaende langt borte fra Huset.

Og alle hans Tjenere gik over ved hans Side, dertilmed alle de Crethi og alle de Plethi; og alle de Githiter, sex hundrede Mænd, som vare komne at følge ham af Gath, gik over for Kongens Ansigt.

Og Kongen sagde til Ithai, den Githiter: Hvorfor gaaer ogsaa du med os? vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vandrer ogsaa herfra til dit Sted.

Du kom igaar, og skulde jeg idag lade dig vanke omkring at gaae med os? men jeg vil gaae, hvorhen jeg kan gaae; vend tilbage og før dine Brødre tilbage; med dig være Miskundhed og Troskab!

Og Ithai svarede Kongen og sagde: (Saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) min Herre Kongen lever, da paa det Sted, der, hvor min Herre Kongen er, være sig til Døden eller til Livet, der skal og din Tjener visseligen være.

Og David sagde til Ithai: (Saa) kom og gak over; saa gik Ithai, den Githiter, over, og alle hans Mænd og alle de smaae Børn, som vare med ham.

Og det ganske Land græd med høi Røst, og alt Folket gik over, og Kongen gik over Kidrons Bæk, og alt Folket gik over paa Veien lige til Ørken.

Og see, Zadok (var) ogsaa (der), og alle Leviterne med ham, som bare Guds Pagtes Ark, og de satte Guds Ark ned, og Abjathar gik op, indtil alt Folket kom aldeles over af Staden.

Da sagde Kongen til Zadok: Bær den Guds Ark tilbage i Staden; dersom jeg finder Naade for Herrens Øine, da fører han mig tilbage og lader mig see den og sin Bolig.

Men dersom han siger saa: Jeg haver ingen Behagelighed i dig, — see, (her er) jeg, han gjøre med mig, efter som det er godt for hans Øine!

Og Kongen sagde til Zadok, Præsten: Er du (ikke) Seeren? vend tilbage til Staden med Fred, og Ahimaaz, din Søn, og Jonathan, Abjathars Søn, eders to Sønner, med eder.

Seer, jeg vil tøve paa den slette Mark i Ørken, indtil der kommer Efterretning fra eder at give mig (Sagen) tilkjende.

Saa førte Zadok og Abjathar Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de bleve der.

Men David gik op ad Opgangen paa Oliebjerget; som han gik op, saa græd han, og hans Hoved var skjult, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, skjult hver sit Hoved, og gik flux op og græd.

Og der det blev David tilkjendegivet og sagt: Achitophel er i Forbund med Absalom, da sagde David: Herre! Kjære, gjør Achitophels Raad til Daarlighed.

Og det skede, da David kom op til Toppen, at han vilde tilbede der for Gud, see, da (kom) Husai, den Architer, ham imøde, og havde sin Kjortel sønderreven og Jord paa sit Hoved.

Og David sagde til ham: Dersom du gaaer bort med mig, da bliver du mig til en Byrde.

Men dersom du gaaer tilbage i Staden og siger til Absalom: Jeg, jeg vil være din Tjener, o Konge! jeg, som var din Faders Tjener tilforn, jeg vil nu være din Tjener, saa gjorde du mig Achitophels Raad til Intet.

Ere der ikke ogsaa med dig Zadok og Abjathar, Præsterne? og det skal skee, at alt det Ord, som du hører af Kongens Huus, det skal du forkynde Zadok og Abjathar, Præsterne.

See, der ere hos dem deres to Sønner, Ahimaaz, Zadoks, og Jonathan, Abjathars (Søn), og I skulle sende til mig formedelst dem om alt det Ord, som I høre.

Saa kom Husai, Davids Ven, i Staden, og Absalom kom til Jerusalem.