Verse 19

Og Qvinden tog og bredte et Klæde over Hullet af Brønden og strøede Gryn derpaa, og Sagen blev ikke vitterlig.

Referenced Verses

• 2 Mos 1:19 : 19 Og Jordemødrene svarede Pharao: Thi de ebraiske ere ikke som de ægyptiske Qvinder, men de ere stærke; førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født.
• Jos 2:4-9 : 4 Men Qvinden havde taget de to Mænd og skjult dem; og hun sagde saaledes: Mændene kom til mig, men jeg vidste ikke, hvorfra de vare. 5 Og det skede, der de vilde lukke Porten, der det var mørkt, da gik Mændene ud; jeg veed ikke, hvor de Mænd gik hen; forfølger dem snart, thi saa skulle I naae dem. 6 Men hun havde ladet dem stige op paa Taget og skjult dem under Hørstilkene, som vare udbredte af hende paa Taget. 7 Og Mændene forfulgte dem paa Veien til Jordanen indtil Færgestederne, og de lukkede Porten til, efterat de vare udgangne, som forfulgte dem. 8 Og førend de havde lagt sig, da gik hun op til dem paa Taget. 9 Og hun sagde til Mændene: Jeg veed, at Herren haver givet eder Landet, og at eders Forfærdelse er falden paa os, og at alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt. 10 Thi vi have hørt, at Herren tørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriters Konger, som vare paa hiin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. 11 Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaaer ydermere i Nogen for eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil. 12 Og nu, Kjære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gjøre Miskundhed imod min Faders Huus og give mig et sikkert Tegn, 13 at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden. 14 Og Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være istedetfor eders til at døe, dersom I ikke kundgjøre denne vor Handel; og det skal skee, naar Herren giver os Landet, da ville vi gjøre Miskundhed og Troskab imod dig. 15 Saa lod hun dem ned ved et Reb igjennem Vinduet; thi hendes Huus var ved Stadens Muur, og hun boede ved Muren. 16 Og hun sagde til dem: Gaaer op paa Bjerget, at de, som forfølge eder, ikke skulle møde eder, og skjuler eder der i tre Dage, indtil de, som forfølge eder, komme igjen, og siden kunne I gaae eders Vei. 17 Og Mændene sagde til hende: Vi ville være uskyldige for denne din Ed, som du kom os til at sværge. 18 See, (naar) vi komme i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Traadsnor i Vinduet, igjennem hvilket du haver ladet os ned, og du skal samle til dig i Huset din Fader og din Moder og dine Brødre og din Faders ganske Huus. 19 Og det skal skee, hver den, som udgaaer af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være paa hans Hoved, og vi ville være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være paa vort Hoved, dersom der bliver lagt Haand paa ham. 20 Men dersom du kundgjør denne vor Handel, da ville vi være uskyldige for den Ed, som du kom os til at sværge. 21 Og hun sagde: Det skal saa være efter eders Ord; og hun lod dem gaae, og de gik; og hun bandt den Skarlagens Snor i Vinduet. 22 Saa gik de hen og kom paa Bjerget, og bleve der tre Dage, indtil de, som forfulgte (dem), vare vendte tilbage; men de Forfølgere havde ledt paa al Veien og ikke fundet (dem). 23 Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned af Bjerget, og fore over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham Alting, som havde rammet dem. 24 Og de sagde til Josva: Herren haver visseligen givet alt Landet i vor Haand; ja ogsaa alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt.