Verse 1
Og der var en langvarig Krig imellem Sauls Huus og imellem Davids Huus; men David gik og blev stærk, men (de af) Sauls Huus gik og bleve ringe.
Verse 2
Og der bleve David Sønner fødte i Hebron, og hans Førstefødte var Amnon, af Ahinoam, den Jisreelitiske,
Verse 3
og hans anden, Chileab, af Abigail, Nabals, den Carmeliters, Hustru, og den tredie, Absalom, Søn af Maacha, Thalmai, Kongen af Gesurs, Datter,
Verse 4
og den fjerde, Adonja, Hagiths Søn, og den femte, Sephathja, Aditals Søn,
Verse 5
og den sjette, Jithream, af Egla, Davids Hustru; disse bleve David fødte i Hebron.
Verse 6
Og det skede, da der var Krig imellem Sauls Huus og Davids Huus, da styrkede Abner sig i Sauls Huus.
Verse 7
Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og (Isboseth) sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru?
Verse 8
Da optændtes Abners (Vrede) saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som (holder) med Juda, da jeg idag gjør Miskundhed mod din Faders Sauls Huus, mod hans Brødre og mod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, at du hjemsøger over mig en Misgjerning for den Qvindes Skyld idag?
Verse 9
Gud gjøre Abner saa og lægge saa dertil over ham! som Herren haver svoret David, saaledes vil jeg gjøre imod ham:
Verse 10
at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.
Verse 11
Da kunde han ikke fremdeles svare Abner et Ord igjen, fordi han frygtede for ham.
Verse 12
Og Abner sendte Bud til David for sig og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gjør din Pagt med mig, og see, min Haand skal være med dig, at vende al Israel omkring til dig.
Verse 13
Og han sagde: Godt, jeg, jeg vil gjøre en Pagt med dig, dog begjærer jeg een Ting af dig, sigende: Du skal ikke see mit Ansigt, uden du først fører Michal, Sauls Datter, (til mig), naar du kommer for at see mit Ansigt.
Verse 14
Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, sigende: Giv (mig) min Hustru Michal, som jeg trolovede mig for hundrede af Philisternes Forhuder.
Verse 15
Og Isboseth sendte hen og tog hende fra Manden, fra Paltiel, Lais Søn.
Verse 16
Og hendes Mand gik med hende, gik og græd bag hende indtil Bahurim; da sagde Abner til ham: Gak, vend tilbage; og han vendte tilbage.
Verse 17
Og Abners Tale var med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt efter David, at han skulde være Konge over eder.
Verse 18
Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
Verse 19
Og Abner talede ogsaa for Benjamins Øren, og Abner gik ogsaa hen at tale for Davids Øren i Hebron alt det, som var godt for Israels Øine og for alt Benjamins Huses Øine.
Verse 20
Og Abner kom til David i Hebron, og tyve Mænd med ham; da gjorde David Abner og de Mænd, som vare med ham, et Gjæstebud.
Verse 21
Og Abner sagde til David: Jeg vil gjøre mig rede og gaae hen og samle al Israel til min Herre Kongen? at de skulle gjøre en Pagt med dig, og du skal være Konge efter alt det, som din Sjæl begjærer; saa lod David Abner fare, og han gik hen med Fred.
Verse 22
Og see, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte med sig meget Rov; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var bortgaaen med Fred.
Verse 23
Der Joab og den ganske Hær, som var med ham, vare komne, da gave de Joab tilkjende, sigende: Abner, Ners Søn, kom til Kongen, og han lod ham fare, og han er bortgaaen med Fred.
Verse 24
Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? see, Abner er kommen til dig, hvorfor lod du ham fare, at han er frit bortgaaen?
Verse 25
Du kjender (jo) Abner, Ners Søn, thi han er kommen, at han vil bedrage dig, og at vide din Udgang og din Indgang, og at vide alt det, du gjør.
Verse 26
Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham igjen fra den Vandgrav Sira; men David vidste det ikke.
Verse 27
Og Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham (til en Side) midt i Porten at tale med ham i Stilhed, og stak ham der ved det femte (Ribbeen), saa han døde, for hans Broders Asaels Blods Skyld.
Verse 28
Der David hørte det siden, da sagde han: Jeg er uskyldig og mit Rige for Herren evindeligen for Abners, Ners Søns, Blod.
Verse 29
Det skal blive paa Joabs Hoved og paa alt hans Faders Huus, og der skal ikke fattes af Joabs Huus den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Sværdet og haver Mangel paa Brød.
Verse 30
Thi Joab og hans Broder Abisai havde slaget Abner ihjel, derfor at han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
Verse 31
Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sække om eder, og sørger for Abner; og Kong David gik efter Liigbaaren.
Verse 32
Og de begrove Abner i Hebron, og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd.
Verse 33
Og Kongen klagede (det Klagemaal) over Abner og sagde: Mon Abner skulde døe, som en Daare døer?
Verse 34
Dine Hænder vare ikke bundne, og dine Fødder ikke satte i Kobberbolte, du er falden, som man falder for uretfærdige Folk; da blev alt Folket ved at græde over ham.
Verse 35
Der alt Folket kom ind, at de vilde komme David til at æde Brød, der det var endnu Dag, da svoer David og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge end saa dertil, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaaer ned!
Verse 36
Der alt Folket forstod det, da (syntes) det godt for deres Øine, ligesom Alt, hvad Kongen gjorde, (syntes) godt for alt Folkets Øine.
Verse 37
Og alt Folket og ganske Israel kjendte paa den samme Dag, at det var ikke skeet af Kongen at lade slaae Abner, Ners Søn, ihjel.
Verse 38
Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor (Mand) i Israel?
Verse 39
Og jeg er endnu blød, skjøndt jeg er salvet til Konge, men disse Mænd, Zerujas Børn, ere haardere end jeg; Herren skal betale den, som gjorde det Onde, efter hans Ondskab.