Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde, sigende: See, her ere vi, vi ere dine Been og dit Kjød.

Dertilmed tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa haver Herren sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over Israel.

Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.

David var tredive Aar gammel, der han blev Konge; han regjerede fyrretyve Aar.

Han regjerede i Hebron over Juda syv Aar og sex Maaneder, og regjerede i Jerusalem tre og tredive Aar over al Israel og Juda.

Og Kongen drog hen og hans Mænd til Jerusalem imod de Jebusiter, som boede i Landet; og de sagde til David, sigende: Du skal ikke komme herind, uden du borttager de Blinde og de Lamme, som de vilde sige: David skal ikke komme herind.

Men David indtog Zions Befæstning, det er Davids Stad.

Thi David havde sagt paa den samme Dag: Hvosomhelst der slaaer Jebusiterne, efterat han har naaet til Tagrenden, og de Lamme og de Blinde, som Davids Sjæl hader, (han skal være øverst); derfor siger man: Lad en Blind eller en Lam ikke komme i Huset.

Saa boede David i Befæstningen og kaldte den Davids Stad; og David byggede trindt omkring fra Millo og indentil.

Og David gik altid (fremad) og blev stor; thi Herren Zebaoths Gud var med ham.

Og Hiram, Kongen af Tyrus, sendte Bud til David, og Cedertræer og Mestere til at udhugge Træ, og Mestere til at udhugge Steen til Vægge; og de byggede David et Huus.

Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.

Og David tog endnu Medhustruer og Hustruer af Jerusalem, efterat han var kommen fra Hebron, og David bleve endnu Sønner og Døttre fødte.

Og disse ere deres Navne, som ham fødtes i Jerusalem: Sammua og Sobab og Nathan og Salomo,

og Jibchar og Elisua og Nepheg og Japhia,

og Elisama og Eljada og Eliphelet.

Der Philisterne hørte, at de havde salvet David til Konge over Israel, da droge alle Philisterne op for at søge efter David; der David det hørte, da drog han ned til Befæstningen.

Og Philisterne kom, og de adspredte sig i Rephaims Dal.

Og David spurgte Herren ad og sagde: Skal jeg drage op imod Philisterne? vil du give dem i min Haand? og Herren sagde til David: Drag op, thi jeg vil visseligen give Philisterne i din Haand.

Og David kom til Baal-Prazim, og David slog dem der og sagde: Herren har adskilt mine Fjender for mit Ansigt, som Vand adskilles; derfor kalder man det samme Steds Navn Baal-Prazim.

Og de forlode deres Afguder der, og David og hans Mænd toge dem op.

Men Philisterne bleve endnu ved at drage op, og adspredte sig i Rephaims Dal.

Og David spurgte Herren ad; men han sagde: Du skal ikke drage op, (men) kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tvært over for Morbærtræerne.

Og det skal skee, naar du hører en Lyd af en Gang paa Morbærtræernes Toppe, da maa du røre dig; thi da er Herren udgangen for dit Ansigt til at slaae Philisternes Leir.

Og David gjorde saaledes, ligesom Herren havde befalet ham, og slog Philisterne fra Geba, indtil man kommer til Geser.