Den første Bog haver jeg skrevet, o Theophile! om alle de Ting, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære,

indtil den Dag, han blev optagen, efter at han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den Hellig-Aand;

for hvilke han og, efterat han havde lidt, fremstillede sig selv levende med mange Beviisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage og talede om de Ting, der høre til Guds Rige.

Og der han var forsamlet med dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens Forjættelse, hvilken (sagde han) I have hørt af mig;

thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig-Aand om ikke mange Dage.

Men de, som vare komne tilsammen, spurgte ham og sagde: Herre! vil du paa denne Tid oprette Riget igjen for Israel?

Men han sagde til dem: Det tilkommer ikke eder at vide Tider eller Timer, hvilke Faderen haver sat i sin egen Magt.

Men I skulle annamme den Hellig-Aands Kraft, som skal komme over eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende.

Og der han havde sagt dette, blev han optagen, medens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine.

Og som de stirrede op mod Himmelen, da han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,

hvilke og sagde: I galilæiske Mænd! hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme (igjen) paa samme Maade, som I have seet ham fare til Himmelen.

Da vendte de om til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, hvilket er nær Jerusalem, en Sabbatsreise (derfra).

Og der de kom ind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve, Petrus og Jakobus, og Johannes og Andreas, Philippus og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakobus, Alphæi Søn, og Simon Zelotes, og Judas, Jakobi Broder.

Disse holdt alle eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse tilligemed Qvinderne og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —

I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig-Aand havde forud talet ved Davids Mund om Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesum.

Thi han var regnet med os og havde annammet dette Embedes Lod.

Denne altsaa forhvervede en Ager ved Uretfærdigheds Løn; og der han styrtede ned, brast han itu, og alle hans Indvolde udvæltede.

Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget Maal Hakeldama, det er Blodager.

Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: Hans Bolig blive øde, og Ingen være, som boer derudi, og en Anden annamme hans Embede!

Derfor bør det, at En af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,

lige fra Johannis Daab af, indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.

Og de fremstillede Tvende, Joseph, som kaldtes Barsabas, med Tilnavn Justus, og Matthias.

Og de bade og sagde: Du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To du haver udvalgt

til at annamme denne Tjenestes og Apostel-Embedes Lod, som Judas veg fra, for at gaae hen til sit eget Sted.

Og de kastede Lod imellem dem, og Lodden faldt paa Matthias, og han blev eenstemmigen optagen iblandt de elleve Apostler.