Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde annammet Guds Ord.

Og der Petrus kom op til Jerusalem, tvistede de, som vare af Omskjærelsen, med ham og sagde:

Du gik ind til Mænd, som have Forhud, og aad med dem.

Men Petrus begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, og sagde:

Jeg var i Staden Joppe og bad; og jeg saae i Henrykkelse et Syn, nemlig Noget, som kom ned, ligesom en stor linned Dug, som nedlodes fra Himmelen ved dens fire Hjørner, og det kom hen til mig.

Der jeg stirrede paa det, blev jeg vaer og saae Jordens fireføddede Dyr, baade vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.

Men jeg hørte en Røst, som sagde til mig: Staa op, Petrus, slagt og æd!

Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund.

Men Røsten svarede mig anden Gang af Himmelen: Hvad Gud haver renset, holde du ikke for Ureent.

Men dette skede tre Gange; og det blev altsammen igjen draget op til Himmelen.

Og see, i det samme stode tre Mænd for Huset, i hvilket jeg var, som vare udsendte fra Cæsarea til mig.

Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem og ikke tvivle; men og disse sex Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Huus.

Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet en Engel staaende i sit Huus, der sagde til ham: Send Mænd til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus;

han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses.

Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig-Aand paa dem, ligesom og paa os i Begyndelsen.

Men jeg kom Herrens Ord ihu, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig-Aand.

Dersom Gud da haver givet dem ligesaadan Gave, som og os, der de troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?

Men der de hørte dette, bleve de rolige, og lovede Gud og sagde: Saa haver Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.

De da, som vare adspredte formedelst den Trængsel, som opkom over Stephanus, gik omkring indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia, og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene.

Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til de Græske, og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesum.

Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.

Men Talen om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øren, og de udsendte Barnabas, at han skulde drage til Antiochia.

Denne, der han var kommen derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren;

thi han var en god Mand og fuld af den Hellig-Aand og Tro. Og meget Folk blev ført til Herren.

Men Barnabas drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og der han fandt ham, førte han ham til Antiochia.

Men det skede, at de et heelt Aar bleve samlede i Menigheden og lærte meget Folk, og at Disciplene i Antiochia først bleve kaldte Christne.

Men i de samme Dage kom Propheter ned fra Jerusalem til Antiochia.

Men En af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkjendegav ved Aanden, at der skulde komme en stor Hunger over Jorderige, hvilken og kom under Keiser Claudius.

Men Disciplene besluttede at sende Noget, Enhver efter hvad han formaaede, til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;

hvilket de ogsaa gjorde, og skikkede det til de Ældste ved Barnabæ og Sauli Haand.