Men der vare nogle Propheter og Lærere i Antiochia i den der værende Menighed, nemlig Barnabas og Simeon, som kaldes Niger, og Lucius, den Cyrenæer, og Manaen, som var opfødt med Herodes, den Fjerdingsfyrste, og Saulus.

Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig-Aand: Udtager mig dog Barnabas og Saulus til den Gjerning, til hvilken jeg haver kaldet dem.

Da fastede de og bade, og lagde Hænderne paa dem og lode dem gaae.

Disse, der de vare udsendte af den Hellig-Aand, droge da ned til Seleucia og seilede derfra til Cypern.

Og der de vare i Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde ogsaa Johannes med for at gaae dem tilhaande.

Og der de vare dragne gjennem hele Øen indtil Paphus, fandt de en Troldkarl, en falsk Prophet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus,

som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.

Men Elimas, (det er) Troldkarlen, — thi saa udtydes hans Navn, — stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen.

Men Saulus, — som og kaldes Paulus, — fyldt med den Hellig-Aand, saae stivt paa ham og sagde:

O du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blind og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte efter Nogen, som kunde lede ham ved Haanden.

Der Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede han og forundrede sig saare over Herrens Lære.

Men der Paulus og de, som vare med ham, fore bort fra Paphus, kom de til Perge i Pamphylien. Men Johannes skilte sig fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.

Men de droge videre fra Perge og kom til Antiochia i Pisidien, og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig.

Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.

Men Paulus stod op, og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!

Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Fædre og ophøiede Folket, der de boede som Udlændinge i Ægypti Land, og førte dem derfra med en høi Arm.

Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.

Og han udslettede syv Folk i Canaans Land og deelte disses Land iblandt dem efter Lod.

Og derefter i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav han dem Dommere indtil Propheten Samuel.

Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve Aar.

Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede og sagde: Jeg haver fundet David, Isai (Søn), en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.

Af dennes Afkom opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesum;

og Johannes prædikede forud, for hans Fremtrædelse, Omvendelses Daab for alt Israels Folk.

Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde han: Hvem formode I mig at være? Jeg er ikke den; men see, den kommer efter mig, hvis Fødders Sko jeg ikke er værdig at løse.

I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Æt, og de, som frygte Gud iblandt eder, eder er denne Saliggjørelses Ord sendt.

Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øverster, der de ikke kjendte denne, opfyldte de ogsaa, idet de fordømte ham, Propheternes Ord, som blive læste hver Sabbat;

og alligevel de fandt ingen Dødsskyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.

Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

Men Gud opreiste ham fra de Døde;

og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.

Ogsaa vi forkynde eder formedelst Evangelium den Forjættelse, som er skeet til Fædrene, at Gud haver opfyldt den for os, deres Børn, idet han opreiste Jesum;

som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; idag haver jeg født dig.

Men at han haver opreist ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Jeg vil holde eder de hellige (Løfter) til David, de trofaste.

Derfor siger han og i en anden (Psalme): Du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.

Thi David, der han havde i sin Livstid tjent Guds Raadslutning, sov hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse;

men den, som Gud opreiste, saae ikke Forraadnelse.

Saa være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres eder Syndernes Forladelse;

og fra Alt, hvorfra I ikke kunne vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved ham Enhver, som troer.

Seer nu til, at det ikke kommer over eder, som er sagt ved Propheterne:

Seer, I Foragtere! og forundrer eder og bliver til Intet; thi jeg gjør en Gjerning i eders Dage, en Gjerning, hvilken I ikke vilde troe, dersom Nogen fortalte eder den.

Men der de gik ud af Jødernes Synagoge, bade Hedningerne, at de samme Ord maatte tales for dem paa den følgende Sabbat.

Men der Synagogen var opløst, fulgte mange Jøder og gudfrygtige Tilhængere af Jødernes Tro Paulus og Barnabas, hvilke talede til dem og formanede dem, at de skulde holde fast ved Guds Naade.

Men paa den følgende Sabbat forsamledes næsten den ganske Stad, for at høre Guds Ord.

Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed, og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja imodsagde og bespottede.

Men Paulus og Barnabas talede frimodigen og sagde: Det var fornødent, at det Guds Ord skulde først tales for eder; men efterdi I forskyde det og agte eder selv ikke værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne;

thi saa haver Herren befalet os: Jeg haver sat dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.

Men der Hedningerne det hørte, bleve de glade og prisede Herrens Ord, og troede, saa mange, som vare beskikkede til det evige Liv.

Men Herrens Ord udbredtes over det ganske Land.

Men Jøderne opirrede de andægtige og fornemme Qvinder og de Ypperste i Staden, og de opvakte en Forfølgelse over Paulus og Barnabas, og udstødte dem fra deres Grændser.

Men de rystede Støvet af deres Fødder over dem og kom til Iconium.

Men Disciplene bleve fyldte af Glæde og den Hellig-Aand.