Men det skede i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge og talede saaledes, at en stor Mængde baade af Jøder og Græker troede.

Men de vantroe Jøder ophidsede og satte Ondt i Hedningernes Sjæle imod Brødrene.

De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.

Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.

Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,

og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.

Og de prædikede der Evangelium.

Og der var en Mand i Lystra, som maatte sidde, fordi han havde ingen Magt i Fødderne, men var lam fra Moders Liv af og havde endnu aldrig gaaet.

Denne hørte Paulum tale, som, der han saae stivt paa ham og mærkede, at han havde Tro til at frelses, sagde med høi Røst:

Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.

Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os.

Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.

Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Portene og vilde offre tilligemed Folket.

Men der Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind iblandt Folket,

raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

hvilken i de forbigangne Tider haver ladet alle Hedninger vandre deres egne Veie,

enddog han haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os Godt og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore Hjerter med Glæde.

Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.

Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.

Men der Disciplene omgave ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han med Barnabas ud til Derbe.

Og der de havde prædiket Evangelium i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia,

og bestyrkede Disciplenes Sjæle og paamindede dem om at blive faste ved Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.

Og de droge igjennem Pisidien og kom til Pamphylien.

Og da de havde talet Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.

Og de seilede derfra til Antiochia, hvorfra de vare blevne anbefalede Guds Naade til den Gjerning, som de havde fuldkommet.

Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.

Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.