Men Petrus og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bønnens Time, som var den niende.

Og en Mand, som var halt fra Moders Liv af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldtes den skjønne, at bede om Almisse af dem, som gik ind i Templet.

Der han saae Petrus og Johannes, der de vilde gaae ind i Templet, bad han, at han maatte faae en Almisse.

Men Petrus tilligemed Johannes saae stivt paa ham og sagde: See paa os.

Men han gav Agt paa dem, da han forventede at faae Noget af dem.

Men Petrus sagde: Sølv og Guld haver jeg ikke, men det, som jeg haver, det giver jeg dig: I Jesu Christi den Nazaræers Navn staa op og gak.

Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.

Men strax bleve hans Fødder og Ankler stærke, og han sprang op, stod og gik omkring, og gik ind med dem i Templet, gik omkring og sprang, og lovede Gud.

Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.

Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.

Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.

Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?

Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, haver herliggjort sin Søn Jesum, hvilken I have overantvordet og fornegtet for Pilatus, der han dømte, at han skulde løslades.

Men I fornegtede den Hellige og Retfærdige, og bade, at en Morder maatte skjenkes eder.

Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud opreiste fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

Og formedelst Troen paa hans Navn haver hans Navn styrket denne, som I see og kjende; og Troen ved ham gav ham denne fuldkomne Helbredelse for alles eders Øine.

Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og eders Øverster.

Men Gud haver saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.

Derfor fatter et andet Sind og vender om, at eders Synder maae vorde udslettede, paa det Vederqvægelsens Tider maae komme fra Herrens Aasyn,

og at han maa sende den eder forud forkyndte Jesum Christum,

hvilken det bør at indtage Himmelen, indtil de Tider, da alle Ting blive gjenoprettede, om hvilke Gud haver talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra Verdens Begyndelse af.

Thi Moses sagde til Fædrene: Herren eders Gud skal opreise eder en Prophet af eders Brødre, ligesom mig; ham skulle I høre udi alt det, som han monne tale til eder.

Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke monne høre den Prophet, skal udryddes af Folket.

Men og alle Propheter fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage.

I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud indgik med vore Fædre, der han sagde til Abraham: Og i din Afkom skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

Til eder haver Gud, der han opreiste sin Søn Jesum, først sendt ham for at velsigne eder, idet hver (af eder) vender sig fra sin Ondskab.