Men den Ypperstepræst sagde: Mon da dette haver sig saaledes?

Men han sagde: I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan;

og han sagde til ham: Gak ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig.

Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og der hans Fader var død, bød (Gud) ham flytte derfra til dette Land, som I nu boe udi.

Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; og (dog) lovede han ham at give ham det til Besiddelse, og hans Afkom efter ham, enddog han intet Barn havde.

Men Gud sagde saaledes, at hans Afkom skulde boe som Udlendinge udi et fremmed Land, og de skulde gjøre den til Trælle og handle ilde med den i fire hundrede Aar.

Og det Folk, under hvilket de skulde trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.

Og han gav ham Omskjærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag; og Isak (avlede) Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

Og Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham.

Og han udfriede ham af alle hans Trængsler; og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten, som satte ham til en Fyrste over Ægypten og over sit hele Huus.

Men der kom Hungersnød over hele Ægyptens og Canaans Land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde.

Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.

Og anden Gang blev Joseph gjenkjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev Pharao bekjendt.

Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.

Men Jakob drog ned til Ægypten; og han døde, og vore Fædre.

Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Sølv af Amoriterne i Sichem.

Men der den Forjættelses Tid nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, tog Folket til og formeredes i Ægypten,

indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.

Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaae Børn kaste ud, at de ikke skulde formeres.

Paa den Tid blev Moses født og var deilig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.

Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn.

Og Moses blev oplært i al Ægypternes Viisdom; men han var mægtig i Ord og Gjerninger.

Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han isinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.

Og der han saae En lide Uret, beskjærmede han ham og hevnede den, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

Men han meente, at hans Brødre skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.

Men den anden Dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre; hvi gjøre I hverandre Uret?

Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: Hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer over os?

Mon du vil slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren?

Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.

Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørken, i en Tornebusks Ildslue.

Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:

Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke see derhen.

Men Herren sagde til ham: Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord.

Jeg haver grant seet det Onde, mit Folk lider, som er i Ægypten, og hørt deres Suk, og er nedkommen for at udfrie dem; og kom nu hid, jeg vil sende dig til Ægypten.

Denne Moses, hvilken de fornegtede, sigende: Hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer? ham sendte Gud (til at være) en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.

Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægypti Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.

Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: Herren eders Gud skal af eders Brødre opreise eder en Prophet som mig; ham skulle I høre.

Denne er den, som i Menigheden udi Ørkenen stod mellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre, den, som annammede de levende Ord, for at give os (dem);

hvem eders Fædre ikke vilde adlyde, men stødte ham fra sig og vendte i deres Hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aron:

Gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vide ikke, hvad der er vederfaret denne Moses, som udførte os af Ægypti Land.

Og de gjorde en Kalv i de samme Dage, og fremførte Offer for Afguden, og vare lystige over deres Hænders Gjerninger.

Men Gud vendte sig (fra dem) og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, saasom skrevet er i Propheternes Bog: Mon I, Israels Huus! have offret mig Slagtoffere og (andre) Offere i fyrretyve Aar i Ørkenen?

Og I bare Molochs Telt og Remphans, eders Guds Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil forflytte eder bort paa hiin Side Babylon.

Vidnesbyrdets Tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørkenen, ligesom han, der talede til Moses, havde befalet at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet.

Dette annammede vore Fædre, og indførte det med Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn, indtil Davids Dage,

som fandt Naade for Gud og begjærede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud.

Men Salomon byggede ham et Huus.

Dog den Høieste boer ikke i Templer, byggede med Hænder, som Propheten siger:

Himmelen er mig en Throne, men Jorden mine Fødders Skammel; hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?

Haver ikke min Haand gjort alt dette?

I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig-Aand; som eders Fædre, saa og I.

Hvilken af Propheterne forfulgte ikke eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den Retfærdiges Tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,

I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den.

Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.

Men der han var fuld af den Hellig-Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire Haand;

og han sagde: See, jeg seer Himlene aabnede og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand.

Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.

Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.

Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesu, annam min Aand!

Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.