Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.

Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt stor Klage over ham.

Men Saulus foer frem med Vold mod Menigheden, og gik ind i Husene og fremdrog baade Mænd og Qvinder, og overantvordede dem i Fængsel.

De Adspredte gik imidlertid omkring og forkyndte Evangeliets Lære.

Men Philippus kom ned til den Stad Samaria og prædikede Christum for dem.

Og Folket gav samdrægtigen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.

Thi af Mange, som havde urene Aander, fore disse ud, raabende med høi Røst; men mange Værkbrudne og Halte bleve helbredede.

Og der blev en stor Glæde i denne Stad.

Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samaritanske Folk, og sagt sig selv at være stor.

Til ham holdt Alle sig, baade Smaae og Store, og sagde: Denne er den Guds Kraft, den store.

Men de holdt sig til ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Trolddomskunster.

Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige og Jesu Christi Navn, bleve de døbte, baade Mænd og Qvinder.

Men Simon troede og selv, og der han var døbt, blev han stadig hos Philippus; og da han saae de Tegn og store, kraftige Gjerninger, som skede, forundrede han sig storligen.

Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;

hvilke, der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faae den Hellig-Aand.

— Thi den var ikke endnu falden paa Nogen af dem; men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn. —

Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.

Men der Simon saae, at den Hellig-Aand blev given ved Apostlernes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge, sigende:

Giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faae den Hellig-Aand.

Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.

Du haver ikke Deel eller Lod i denne Lære; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.

Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Gud, om maaskee dit Hjertes Tanker maatte forlades dig.

Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.

Men Simon svarede og sagde: Beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.

Men der de havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem op prædikede Evangelium i mange af de Samaritaners Byer.

Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: Staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.

Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Kammersvend, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen til Jerusalem for at tilbede;

og han drog hjem, og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias.

Men Aanden sagde til Philippus: Gak frem og hold dig til denne Vogn.

Men Philippus løb til og hørte, at han læste Propheten Esaias, og han sagde: Forstaaer du vel det, som du læser?

Men han sagde: Hvorledes skulde jeg kunne (det), uden at Nogen veileder mig? og han bad Philippus stige op og sidde hos sig.

Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: Han blev ført som et Faar til at slagtes, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ikke sin Mund.

I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne berette hans Livstid, efterdi hans Liv er borttaget fra Jorden?

Men Kammersvenden spurde Philippus og sagde: Jeg beder dig, (siig mig,) om hvem taler Propheten dette? om sig, selv eller om en Anden?

Men Philippus oplod sin Mund, og begyndende fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangelium om Jesu.

Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Kammersvenden sagde: See, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

Men Philippus sagde: Dersom du troer af ganske Hjerte, maa det skee. Men han svarede og sagde: Jeg troer, at Jesus Christus er Guds Søn.

Og han bød Vognen holde; og de nedstege begge i Vandet, baade Philippus og Kammersvenden, og han døbte ham.

Men der de opstege af Vandet, bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Kammersvenden saae ham ikke mere; thi han drog glad sin Vei.

Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Cæsarea.