Men Saulus fnysede endnu med Trudsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst

og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.

Men idet han reiste, kom han nær til Damascus; og pludseligen omskinnede et Lys fra Himmelen ham.

Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?

Men han sagde: Hvo er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.

Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.

Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.

Men Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen; men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.

Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.

Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: Ananias! men han sagde: See, her er jeg, Herre!

Men Herren sagde til ham: Staa op og gaa hen i den Gade, som kaldes den Lige, og spørg i Judæ Huus efter En, ved Navn Saulus, fra Tarsus; thi see, han beder;

og han haver seet i et Syn en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde faae sit Syn igjen.

Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem;

og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.

Men Herren sagde til ham: Gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;

thi jeg vil vise ham, hvormeget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.

Men Ananias gik hen og kom ind i Huset, og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, ad hvilken du kom, haver udsendt mig, at du skal faae dit Syn igjen og fyldes med den Hellig-Aand.

Og strax faldt fra hans Øine ligesom Skjæl, og han fik i det samme sit Syn igjen, og stod op og blev døbt;

og han fik Mad og blev styrket. Men Saulus blev nogle Dage hos Disciplene, som vare i Damascus.

Og strax prædikede han Christum i Synagogerne, at han er den Guds Søn.

Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?

Men Saulus styrkedes end mere og igjendrev Jøderne, som boede i Damascus, og beviste, at denne er Christus.

Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.

Men Saulus fik deres Anslag at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.

Men Disciplene toge ham om Natten og bragte ham over Muren, idet de hidsede ham ned i en Kurv.

Men der Saulus kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig nær til Disciplene; og de frygtede alle for ham og troede ikke, at han var en Discipel.

Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn.

Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem,

og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn; og han talede og tvistede med de græskfødte Jøder; men de toge sig for at slaae ham ihjel.

Men da Brødrene fik det at vide, førte de ham til Cæsarea og sendte ham derfra til Tarsus.

Saa havde da Menighederne Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og opbyggedes og gik frem i Herrens Frygt og i den Hellig-Aands Trøst, og bleve formerede.

Men det skede, der Petrus drog alle vegne omkring, at han kom ogsaa til de Hellige, som boede i Lydda.

Men der fandt han en Mand, ved Navn Æneas, som havde ligget otte Aar tilsengs og var værkbruden.

Og Petrus sagde til ham: Æneas, Jesus Christus helbreder dig; staa op, red selv under dig; og han stod strax op.

Og Alle, som boede i Lydda og Saron, saae ham og omvendte sig til Herren.

Men der var en Discipelinde i Joppe, ved Navn Tabitha, — hvilket udlagt betyder Dorkas — hun var rig paa gode Gjerninger og Almisser, som hun gav.

Men det begav sig i de samme Dage, at hun blev syg og døde; da toede de hende og lagde hende paa Salen.

Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, der de hørte, at Petrus var der, to Mænd til ham og bade ham, at han ikke vilde tøve med at komme over til dem.

Men Petrus stod op og gik med dem; og der han kom derhen, førte de ham op paa Salen; og alle Enkerne stode omkring ham, græd og viste ham de Kjortler og Klæder, som samme Dorkas gjorde den Stund, hun var hos dem.

Men Petrus viste Alle ud, faldt paa Knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Petrus, satte hun sig op.

Men han gav hende Haanden og reiste hende op; og han kaldte ad de Hellige og Enkerne, og fremstillede hende levende.

Men det blev vitterligt over hele Joppe, og Mange troede paa Herren.

Og det skede, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.