Vee de Trygge i Zion, og dem, som forlade sig paa Samarias Bjerg, de Navnkundige af de Fornemste iblandt Folkene, og til hvilke de af Israels Huus komme.

Gaaer forbi Calne og seer, og gaaer derfra til Hamath, den store (Stad), og drager ned til Philisternes Gath; mon (de ikke vare) bedre end disse Riger? mon deres Landemærke ikke var større end eders Landemærke?

I, som vanke hid og did for (at undgaae) en ond Dag, og holde eder dog nær til Volds Sæde;

de, som sove paa Elfenbeens Senge og række sig paa deres Senge, og æde Lam af Hjorden og Kalve midt af de Fedede,

som gjøre Melodier efter Psalternes Lyd, og optænke sig Instrumenter til Sang, som David,

som drikke Viin af Skaaler, og salve sig med den ypperste Olie; men de bekymre sig ikke over Josephs Forstyrrelse.

Derfor skulle de nu bortføres fremmest iblandt de Bortførte, og Gjæstebud hos dem, som rækkede sig, skal fattes.

Den Herre Herre haver svoret ved sig selv, siger Herren, den Zebaoths Gud: Jeg haver Vederstyggelighed til Jakobs Hovmodighed, og hader hans Paladser; derfor vil jeg overantvorde Staden og dens Fylde.

Og det skal skee, om der vare overblevne ti Mænd i eet Huus, da skulle de døe.

Og hans næste Slægt skal optage ham og opbrænde ham, at udbære Benene af Huset, og han skal sige til den, som er ved Siderne i Huset: Mon endnu (være Flere) hos dig? og han skal sige: Ingen; da skal han sige: Ti stille! thi man har ikke (villet lade sig) paaminde i Herrens Navn.

Thi see, Herren haver budet (det), og skal slaae det store Huus, at det sprækker, og det lille Huus, at det revner.

Mon Heste skulle løbe paa Klippen? mon man skal pløie der med Øxnene? thi I omvende Ret til Galde, og Retfærdigheds Frugt til Malurt,

I, som glædes ved ingen Ting, som sige: Have vi ikke taget os Horn ved vor Styrke?

Thi see, jeg opreiser et Folk over eder, Israels Huus! siger Herren, den Zebaoths Gud, og de skulle fortrykke eder fra (der), hvor man kommer fra Hamath, indtil Bækken paa den slette Mark.