Hører til, I Himle, og jeg vil tale; og Jorden skal høre min Munds Taler.

Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal skyde som Duggen, som Støvregnen paa Græs og som Regndraaber paa Urter.

Thi jeg vil prædike om Herrens Navn: Giver vor Gud stor (Ære).

(Han er) Klippen, hans Gjerning er fuldkommen, thi alle hans Veie ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Uretfærdighed, han er retfærdig og oprigtig.

Det haver fordærvet sig for ham, (de vare) ikke hans Børn, (hvilket var) deres Lyde; det er en forvendt og forvirret Slægt.

Skulle I vederlægge Herren dette, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som haver kjøbt dig? han, han gjorde dig og beredte dig.

Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.

Der den Høieste uddeelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskens Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal.

Thi Herrens Deel er hans Folk, Jakob er hans Arvs Snor.

Han fandt ham i Ørkens Land og paa et tomt, øde Sted, der det hylede; han førte ham omkring, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øiesteen.

Som en Ørn opsætter sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sin Vinge.

Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham.

Han lod ham fare paa Jordens Høie, og han aad Markens Grøde; og han lod ham suge Honning af en Klippe, og Olie af den haarde Steenklippe,

Smør af Koer og Melk af Faar, med det Fede af Lam og Vædere, fødte i Basan, og Bukke, med den allerbedste Hvede; og du maatte drikke Viin, som er Viindrueblod.

Men der den Rette blev fed, da slog han bag op, du blev fed, blev tyk, blev fyldig; og han forlod Gud, som havde gjort ham, og ringeagtede sin Saligheds Klippe.

De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.

De offrede til Djævlene, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kjendte, til de nye, som vare komne nær fra, som eders Fædre ikke forfærdedes for.

Den Klippe, som avlede dig, glemte du; og du har forglemt Gud, som fødte dig.

Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.

Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil see, hvilken deres Ende skal være; thi de, de ere en saare forvendt Slægt, Børn, som ikke er Troskab Udi.

De, de have gjort mig nidkjær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Forfængeligheder; og jeg, jeg vil gjøre dem nidkjære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.

Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.

Jeg vil sanke Ulykker over dem; jeg vil skyde (alle) mine Pile i dem.

De skulle fortæres af Hunger og opædes af Hede-Syge og bitter Ødelæggelse; og jeg vil sende Dyrs Tænder paa dem med (Hugormes) Forgift, som krybe i Støv.

Udenfor skal Sværdet bortrydde, og i Kammerne Forfærdelse, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahærdede Mand.

Jeg haver sagt: Jeg vilde adsprede dem i (alle) Hjørner, jeg vilde lade ophøre deres Ihukommelse iblandt Menneskene,

dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.

Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.

Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.

Hvorledes skulde Een have forfulgt Tusinde, og To slaget Titusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem?

Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.

Thi deres Viintræ er af Sodomæ Viintræ og af Gomorræ Agre; deres Druer ere Galdedruer, de have beske Klaser.

Deres Viin er Drageforgift og grum Øglegalde.

Er det ikke gjemt hos mig, (ja) beseglet i mine Liggendefæ?

Hevnen og Betalingen hører mig til, paa (sin) Tid skal deres Fod snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og de Ting, som ere beredte, haste (at komme) til dem.

Men Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere; thi han skal see (derpaa), at (deres) Magt er borte, og den Beholdne og den Efterladte er Intet.

Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?

de, som skulde æde det Fede af deres Slagtoffere, som skulde drikke Viin af deres Drikoffere? lader dem staae op og hjælpe eder, at der kan være et Skjul over eder.

Seer nu, at jeg, jeg er den, og der er ingen Gud med mig; jeg, jeg døder og gjør levende, jeg haver saargjort, og jeg skal læge, og der er Ingen, som redder af min Haand.

Thi jeg vil opløfte min Haand til Himmelen, og jeg vil sige: Jeg, jeg lever evindeligen.

Naar jeg skjærper mit Sværds Lynild, og min Haand griber til Ret, da vil jeg lade Hevnen komme igjen paa mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.

Jeg vil gjøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kjød, af den Ihjelslagnes og Fangnes Blod; fra Hovedet af (skal der komme) megen Hevn over Fjenden.

Fryder eder, I Hedninger, hans Folk! thi han skal hevne sine Tjeneres Blod, og lade Hevnen komme tilbage paa sine Fjender, og forsone sit Land, sit Folk.

Og Mose kom, og talede alle Ordene af denne Sang for Folkets Øren, han og Hosea, Nuns Søn.

Og Mose fuldendte at tale alle disse Ord til al Israel.

Og han sagde til dem: Lægger alle de Ord paa eders Hjerte, som jeg vidner for eder idag, hvilke I skulle byde eders Børn, for at tage vare paa at gjøre alle denne Lovs Ord.

Thi det er ikke et forgjæves Ord for eder, thi det er eders Liv; og ved dette Ord skulle I forlænge eders Dage i det Land, hvorhen I drage over Jordanen, til at eie det.

Og Herren talede til Mose paa den samme Dag og sagde:

Gak op paa dette Abarims Bjerg, paa Nebo Bjerg, som er i Moabs Land, som er lige for Jericho, og besee det Land Canaan, hvilket jeg giver Israels Børn til Eiendom;

og dø paa det Bjerg, paa hvilket du skal stige op, og bliv samlet til dine Folk, ligesom Aron, din Broder, døde paa det Bjerg Hor og blev samlet til sine Folk;

fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.

Thi du skal besee Landet tvært over for; men du skal ikke komme derhen, ind i det Land, som jeg giver Israels Børn.