Prædikerens, Davids Søns, Kongen i Jerusalems, Ord:

(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.

Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?

En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.

Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).

Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Veiret gaaer (stedse) om og om, og farer frem, og Veiret kommer tilbage efter sine Omgange.

Alle Bække løbe i Havet, dog (bliver) Havet ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen gaae de igjen tilbage.

Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.

Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.

Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.

Der er ingen Ihukommelse af de forrige Ting, og af de efterkommende Ting, som skulle vorde, af dem (skal heller) ikke være Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.

Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.

Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.

Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.

Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.

Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.

Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.