Formaner til Viisdom og raader fra Daarlighed

Verse 1

(Som) døde Fluer gjøre, at en Apothekers Salve stinker (og) udgyder (sin Stank, saa kan) en liden Daarlighed (fordærve) En, (som er) dyrebar for Viisdoms (og) Æres Skyld.

Verse 2

Den Vises Hjerte er ved hans høire Side, men Daarens Hjerte er ved hans venstre Side.

Verse 3

Ja og naar Daaren vandrer paa Veien, fattes hans Hjerte (ham), og han siger til Enhver, at han er en Daare.

Daarlighed hos Regenter

Verse 4

Om Regentens Mod ophøier sig imod dig, (da) lad ikke dit Sted fare; thi den, som lader af, gjør, at store Synder hvile.

Verse 5

Der er en Ulykke til, som jeg saae under Solen, som en Forseelse, der udkommer fra en Regents Ansigt:

Verse 6

At en Daare er sat i stor Høihed, men de Rige sidde lavt.

Verse 7

Jeg saae Tjenere paa Heste, og Fyrster gaae (tilfods) paa Jorden som Tjenere.

Daarlighed i allehaande daarlige Gjerninger og Ord

Verse 8

Den, som graver en Grav, skal falde i den, og hvo, som sønderriver et Gjærde, ham skal en Slange bide.

Verse 9

Hvo, som flytter Stene bort, skal faae Smerte af dem, hvo, der kløver Træer, skal komme i Fare derved.

Verse 10

Naar Jernet bliver sløvt, og han ikke skjærper Eggen, da maa han (siden) bruge megen Styrke (dertil), men Viisdom er nyttig til at gjøre (en Ting) ret.

Verse 11

Dersom Slangen bider, naar man ikke besværger den, da (gjør det siden) ingen Nytte, at En haver Tunge.

Verse 12

Ordene af den Vises Mund ere yndige, men en Daares Læber skulle opsluge ham (selv).

Verse 13

Hans Munds Ords Begyndelse er Daarlighed, og det Sidst? af hans Mund er en ond Galenskab.

Verse 14

Og en Daare gjør vel mange Ord, (men) Mennesket kan ikke vide, hvad skee skal, og hvo kan forkynde ham, hvad skee skal efter ham?

Verse 15

Daarers Arbeide skal gjøre Enhver af dem træt, efterdi han ikke veed at gaae til Staden.

Øvrigheden; særdeles i Ladhed og Vellyst; Øvrigheden skal man ikke bande

Verse 16

Vee dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster ville æde om Morgenen.

Verse 17

Saligt er du, Land, hvis Konge er født af de Ypperste, og hvis Fyrster ville æde i Tide til Styrke og ikke til Drukkenskab.

Verse 18

Ved Ladhed synke Bjælkerne, og naar man nedlader Hænderne, skal Huset dryppe.

Verse 19

Man gjør Maaltid til at lee, og Vinen glæder de Levende, og Penge svare til Alting.

Verse 20

Band ikke Kongen, endog i din Tanke, og band ikke en Rig i dit inderste Sengekammer; thi en Fugl under Himmelen kan føre Røsten frem, og den, som haver Vinger, kan forkynde Sagen.