Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;

medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;

paa den Dag, Vogterne i Huset bæve, og de stærke Mænd omkastes, og Møllerne holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som see igjennem Vinduerne, blive mørke,

og begge Døre til Gaden lukkes, naar Røsten i Møllen bliver lav, og man opstaaer, naar Fuglen synger, og alle Sangens Døttre bøie sig,

og de ogsaa frygte sig for det Høie, og der ere Forskrækkelser paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begjærligheden forgaaer; thi Mennesket farer til det Huus, hvor han (bliver) evindelig, og Græderne gaae omkring paa Gaden;

medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,

og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.

(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.

Og ydermere, fordi at Prædikeren er (bleven) viis, lærte han endnu Folket Kundskab, og mærkede og randsagede, (ja) beskikkede mange Ordsprog.

Prædikeren opsøgte for at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er ret, (ja) Sandheds Ord.

De Vises Ord ere som Braadde og som Søm, der ere dybt indslagne af Forsamlingernes Mestere; de ere givne af den ene Hyrde.

Og ydermere skal du, min Søn! være paamindet af dem; der er ingen Ende paa at gjøre mange Bøger, og megen Læsning er Legems Arbeide.

Enden paa Sagen, naar Alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det (bør) hvert Menneske (at gjøre).

Thi Gud skal føre hver Gjerning for Dommen med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.