Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.

Jeg sagde til Latter: Du er galen, og til Glæde: Hvorfor gjør du det?

Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal.

Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Viingaarde.

Jeg gjorde mig Urtehaver og Lysthaver, og jeg plantede allehaande frugtbare Træer i dem.

Jeg gjorde mig Fiskevande, at vande af dem den Skov, hvori Træer oprinde.

Jeg eiede Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødte (Tyende); jeg havde ogsaa megen Eiendom af stort Qvæg og smaat Qvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem.

Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og en synderlig Eiendom fra Konger og Landskaber, jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik.

Og jeg blev mægtig og tog til over alle dem, som havde været før mig i Jerusalem, ja, min Viisdom stod med mig.

Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.

Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.

Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.

Da saae jeg, at der er Fordeel ved Viisdom mere end ved Daarlighed, som Lyset har Fordeel fremfor Mørket.

Den Vises Øine ere i hans Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; dog fornam jeg ogsaa, at hvad der hændes den Ene, hændes dem alle.

Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.

Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!

Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Og jeg hadede alt mit Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen, at jeg skulde efterlade det til et Menneske, som skulde være efter mig.

Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.

Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.

Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.

Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?

Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.

(Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.

Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?

Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.