Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.

Der er Tid at fødes, og Tid at døe, Tid at plante, og Tid at oprykke det Plantede,

Tid at ihjelslaae, og Tid at læge, Tid at nedrive, og Tid at opbygge,

Tid at græde, og Tid at lee, Tid at hyle, og Tid at springe for Glæde,

Tid at bortkaste Stene, og Tid at samle Stene, Tid at tage i Favn, og Tid at holde sig langt fra at tage i Favn,

Tid at opsøge, og Tid at tabe, Tid at forvare, og Tid at bortkaste,

Tid at sønderrive, og Tid at sye sammen, Tid at tie, og Tid at tale,

Tid at elske, og Tid at hade, Tid til Krig, og Tid til Fred.

Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?

Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.

Han gjorde Alting smukt i sin Tid, og lagde Verden i deres Hjerte, uden hvilken et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.

Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.

Ja og, at ethvert Menneske æder og drikker, og seer (og nyder) det Gode i alt sit Arbeide, det er en Guds Gave.

Jeg fornam, at alt det, som Gud gjør, det skal blive evindelig, man kan Intet lægge til, og man kan Intet tage derfra, og Gud gjør det saa, for at man skal frygte for hans Ansigt.

Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.

Og jeg saae ydermere under Solen Dommens Sted, — der var Ugudelighed; og Retfærdigheds Sted, — der var Ugudelighed.

(Da) sagde jeg i mit Hjerte: Gud skal dømme den Retfærdige og den Ugudelige; thi der er Tid til alt (det, man) haver Lyst til, og over al Gjerning (skal) der (holdes) Dom.

Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.

Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.

De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.

Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?

Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?