Derefter vendte jeg mig om og saae alle de Undertrykte, som ilde medhandles under Solen, og see, (der var) deres Graad, som vare undertrykte, og (der var) Ingen, som trøstede dem, og (der gik) Kraft af deres Haand, som undertrykte dem; derimod havde de Ingen, som trøstede dem.

Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.

Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.

Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Daaren lægger sine Hænder sammen og æder sit (eget) Kjød.

En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.

Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:

Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.

(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.

Thi dersom de falde, kan den Ene opreise sin Staldbroder; men vee den, som er ene! naar han falder, er der ingen Anden til at opreise ham.

Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?

Og om Een vilde overvælde ham, kunde To staae imod ham; og den tredobbelte Traad sønderrives ikke hasteligen.

Bedre er et fattigt Barn, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, som endnu ikke veed at lade sig paaminde.

Thi der er (tilforn) En udkommen af Fangernes Huus til at regjere; thi ogsaa den, (som er) i sit Rige, er født arm.

Jeg saae alle dem, som leve, som vandre under Solen, (at de holdt sig) til den Søn, der, som den Anden (efter Kongen), skulde staae i hans Sted.

Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Forvar din Fod, naar du vil gaae til Guds Huus, og (hold dig) nærmere til at høre, end en Daare til at gjøre Offer; thi de kjende ikke, at de gjøre Ondt.