Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.

Alting (vederfares dem), saasom alle (Andre); det hændes eens den Retfærdige og den Ugudelige, den Gode og Rene og den Urene, og den, som offrer, og den, som ikke offrer; som den Gode, saa en Synder, den, som sværger, saasom den, der frygter for Ed.

Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.

Thi hvo er den, som kan undtages (derfra)? For alle dem, som leve, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en Løve, som er død;

thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.

(Ja) baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Avind er allerede forgangen, og de have ingen Deel ydermere i Verden i alt det, som skeer under Solen.

(Saa) gak, æd dit Brød med Glæde, og drik din Viin med et godt Mod; thi Gud haver allerede Behagelighed til dine Gjerninger.

Lad dine Klæder altid være hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved.

See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.

Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.

Jeg vendte mig og saae under Solen, at Løbet er ikke i de Lettes (Magt), og Krigen ikke i de Vældiges (Magt), og ei heller Brød i de Vises (Magt), og ei heller Rigdom i de Forstandiges (Magt), og ei heller Gunst i de Vittiges (Magt); men ved Tid og Hændelse hændes det dem alle;

at ogsaa Mennesket ikke veed sin Tid, som Fiskene, der fanges med et skadeligt Garn, og som Fuglene, der fanges med Snaren; som de, (saa) blive Menneskens Børn besnærede i en ond Tid, efter som den falder hasteligen over dem.

Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:

Der var en liden Stad, og faa Folk i den, og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Bolværker om den;

og man fandt derudi en fattig, viis Mand, og han reddede Staden med sin Viisdom; men intet Menneske kom den samme fattige Mand ihu.

Da sagde jeg: Viisdom er bedre end Styrke; dog blev den Fattiges Viisdom foragtet, og hans Ord bleve ikke hørte.

De Vises Ord høres i Rolighed, mere end en Regents Skrig iblandt Daarer.

Bedre er Viisdom end Stridsvaaben, men een Synder kan fordærve meget Godt.