Jeg formaner Eder derfor, jeg, den Bundne i Herren, at I skulle vandre værdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte,

med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I fordrage hverandre i Kjærlighed,

og beflitte Eder paa at bevare Aandens Eenhed i Fredens Baand;

eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere kaldte til eet Haab i Eders Kald;

(som der er) een Herre, een Tro, een Daab,

een Gud og Alles Fader, som er over Alle og ved Alle og i Eder alle.

Men Enhver af os er Naaden given efter Christi Gaves Maal.

Derfor siger (Skriften): Han opfoer til det Høie, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver.

Men det: Han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lavere Egne?

Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting.

Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere,

til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse;

indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til Mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder;

at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af ethvert Lærdoms Veir ved Menneskens Spil, ved Trædskhed til Forførelsens Kunstgreb;

men at vi, Sandheden troe udi Kjærlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus,

af hvem det ganske Legeme, sammenføiet og forenet ved al den Forbindelse, indbyrdes Hjælp (giver), i Forhold til ethvert Lems tilmaalte Virksomhed, voxer Legemets Væxt til sin Opbyggelse i Kjærlighed.

Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed,

formørkede i Forstanden, fremmedegjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse;

hvilke, følesløse, have hengivet sig til Uteerlighed, til al Ureenheds Bedrift for Vindings Skyld.

Men I have ikke saaledes lært Christum;

dersom I ellers have hørt om ham og ere oplærte i ham saaledes, som Sandhed er i Jesu:

at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgjængelse, som fordærves ved bedragelige Lyster,

men fornyes i Eders Sinds Aand,

og iføre det nye Menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

Derfor aflægger Løgn og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.

Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse;

giver ikke heller Djævelen Rum.

Den, som stjal, stjæle ikke fremdeles, men arbeide heller og gjøre noget Godt med Hænderne, paa det han kan have at meddele den, som haver behov.

Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

og bedrøver ikke Guds den Hellig-Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag.

Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive langt fra Eder tilligemed al Ondskab.

Men værer velvillige mod hverandre, barmhjertige, saa I tilgive hverandre, ligesom og Gud haver tilgivet Eder i Christo.