Værer derfor Guds Efterfølgere, som elskelige Børn,

og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv hen for os til en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.

Men Horeri og al Ureenhed eller Gjerrighed nævnes end ikke iblandt Eder, som det sømmer de Hellige,

og ublu Væsen og gjekkelig Snak eller letfærdigt Skjemt, som ere utilbørlige, men heller Taksigelse.

Thi dette vide I, at ingen Skjørlevner eller Ureen eller Gjerrig, hvilken er en Afgudsdyrker, haver Arv i Christi og Guds Rige.

Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.

Derfor vorder ikke deelagtige med dem.

Thi I vare forhen Mørkhed, men nu ere I et Lys i Herren; omgaaes som Lysets Børn,

— thi Lysets Frugt viser sig i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed, —

saa I prøve, hvad som er velbehagelige for Herren.

Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men overbeviser dem heller.

Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige.

Men alt det, man overbevises om, aabenbares ved Lyset; thi alt det, som aabenbarer, er Lys.

Derfor siger (Skriften): Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lyse for dig.

Seer derfor til, hvorledes I skulle omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise,

og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde.

Derfor værer ikke uforstandige, men indseer, hvad Herrens Villie er.

Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fulde af Aanden;

og taler hverandre til med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerter;

og siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Christi Navn;

og værer hverandre underdanige i Guds Frygt.

I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;

thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører.

Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.

I Mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,

paa det han kunde hellige den, idet han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet,

for at han selv maatte fremstille sig en herlig Menighed, som ikke haver Plet eller Rynke eller noget Deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv.

Thi Ingen hadede nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederqvæger det, ligesom og Herren Menigheden.

Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been.

Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.

Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Christo og Menigheden.

Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.