Og i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, paa den trettende Dag i den samme (Maaned), der Kongens Ord og hans Lov kom, at det skulde skee, paa den Dag, Jødernes Fjender ventede at herske over dem, — men det vendte sig om, at Jøderne, de selv herskede over deres Hadere —

da samledes Jøderne i deres Stæder i alle Kong Ahasveri Landskaber at lægge Haand paa dem, som søgte deres Ulykke, og Ingen kunde bestaae for deres Ansigt; thi Frygt for dem var falden paa alle Folkene,

Og alle Øverster i Landskaberne og Statholderne og Fyrsterne og de, som gjorde Kongens Gjerning, ophøiede Jøderne; thi Frygt for Mardochæus faldt paa dem,

fordi Mardochæus var stor i Kongens Huus, og hans Rygte gik igjennem alle Landskaberne; thi Manden Mardochæus gik frem og (blev) mægtig.

Saa sloge Jøderne paa alle deres Fjender med Sværdslag og Drab og Fordærvelse, og de gjorde efter deres Villie imod deres Hadere.

Og i det Slot Susan ihjelsloge Jøderne og omkom fem hundrede Mænd.

Og Parsandatha og Dalphon og Aspatha,

og Poratha og Adalja og Aridatha,

og Parmastha og Arisai og Aridai og Vajesatha,

ti Sønner af Haman, Hammedathas Søn, Jødernes Fjende, sloge de ihjel; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.

Paa den samme Dag kom de Ihjelslagnes Tal i Susan, Slottet, for Kongen.

Og Kongen sagde til Dronning Esther: Jøderne have ihjelslaget og omkommet fem hundrede Mænd og ti Hamans Sønner i Susan, Slottet; hvad have de (vel) gjort i Kongens øvrige Landskaber? men hvad er din Bøn? og det skal gives dig, og hvad er ydermere din Begjæring? og det skal skee.

Og Esther sagde: Dersom (det synes) Kongen godt, da gives ogsaa imorgen Jøderne, som ere i Susan, (Lov) at gjøre efter denne Dags Lov, og at de hænge Hamans ti Sønner paa Træet.

Og Kongen befoel at gjøre saa, og der blev given en Lov i Susan, og de hængte Hamans ti Sønner.

Og Jøderne, som vare i Susan, samledes ogsaa paa den fjortende Dag i Adar Maaned, og ihjelsloge i Susan tre hundrede Mænd; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.

Men de øvrige Jøder, som vare i Kongens Landskaber, samledes og stode for deres Liv, og fik Ro for deres Fjender, og ihjelsloge af deres Fjender fem og halvfjerdsindstyve tusinde; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.

(Det skede) paa den trettende Dag i Adar Maaned, og de hvilede paa den fjortende (Dag) i den samme og gjorde den til en Gjæstebuds og Glædes Dag.

Men Jøderne, som vare i Susan, samledes paa den trettende i den samme og paa den fjortende (Dag) i den samme, og de hvilede paa den femtende (Dag) i den samme, og den gjorde de til en Gjæstebuds og Glædes Dag.

Derfor gjorde Jøderne i de ubefæstede (Byer), de, som boede i de ubefæstede Stæder, den fjortende Dag i Adar Maaned til en Gjæstebuds og Glædes og en lystig Dag, (paa hvilken) den Ene skulde sende den Anden Dele.

Og Mardochæus skrev disse Ting og sendte Breve til alle Jøderne, som vare i alle Kong Ahasveri Landskaber, de, som vare nær og langt borte,

at stadfæste for dem, at de skulde holde den fjortende Dag i Adar Maaned og den femtende i den samme, i alle og ethvert Aar,

efter de Dage, paa hvilke Jøderne havde faaet Ro for deres Fjender, og den Maaned, som var omvendt for dem fra Bedrøvelse til Glæde og fra Sorg til en lystig Dag, at gjøre de samme (Dage) til Gjæstebuds og Glædes Dage, og (Dage, paa hvilke) den Ene skulde sende den Anden Dele og Gaver til de Fattige.

Og (hver af) Jøderne vedtog at gjøre (det), som de havde begyndt, og som Mardochæus havde skrevet dem til.

Thi Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, alle Jøders Fjende, havde tænkt mod Jøderne at omkomme dem, og havde ladet kaste Pur, det er Lodden, til at forstyrre dem og til at omkomme dem.

Og der hun var gaaen ind for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans de onde Anslag, som han havde tænkt mod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de havde hængt ham og hans Sønner paa Træet.

Derfor kaldte de de samme Dage Purim, efter Navnet Pur. For den Sags Skyld, efter alle dette Brevs Ord, og hvad de havde seet derhos, og hvad der var kommet over dem,

stadfæstede Jøderne og vedtoge det for sig og for deres Sæd og for alle dem, som føiede sig til dem, at Ingen maatte overtræde det, at de skulde holde disse to Dage efter deres Forskrift og efter deres bestemte (Tid) i alle og ethvert Aar,

og at de Dage skulde blive ihukommede og holdte af alle og enhver Slægt, (af) ethvert Frændskab, hvert Landskab og hver Stad, og at de Purims Dage skulde ikke overtrædes iblandt Jøderne, og deres Ihukommelse skulde ikke ophøre fra deres Sæd.

Og Dronning Esther, Abihails Datter, og Mardochæus, den Jøde, skreve med al Magt, for at stadfæste dette Purims Brev, anden Gang.

Og han sendte Breve til alle Jøderne, til hundrede og syv og tyve Landskaber i Ahasveri Rige, med fredsommelige og trofaste Ord,

for at stadfæste disse de Purims Dage paa deres bestemte (Tider), ligesom Mardochæus, den Jøde, og Dronning Esther havde stadfæstet for dem, og ligesom de havde stadfæstet for sig selv og for deres Sæd Fasternes og deres Raabs Handeler.

Og Esthers Ord stadfæstede disse de Purims Handeler, og det blev skrevet i en Bog.