Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Pharao; thi jeg, jeg haver forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte, for at jeg vil gjøre disse mine Tegn iblandt dem,

og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg haver udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg haver sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.

Saa gik Mose og Aron ind til Pharao og sagde til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Hvor længe vægrer du dig for at ydmyge dig for mit Ansigt? lad mit Folk fare, at de maae tjene mig.

Thi dersom du vægrer dig for at lade mit Folk fare, see, da vil jeg imorgen lade Græshopper komme i din Grændse.

Og de skulle skjule Landets Kreds, at man ikke skal kunne see Landet, og de skulle opæde det Øvrige, som er reddet og blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som oprinder hos eder af Marken.

Og dine Huse skulle opfyldes, og alle dine Tjeneres Huse, og alle Ægypternes Huse; hvilket dine Fædre eller dine Forfædre ikke have seet, fra den Tid, de bleve til paa Jorden, indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Pharao.

Da sagde Pharaos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare? lad de Mænd fare, at de maae tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke veed, at Ægypten er fordærvet?

Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Pharao, og han sagde til dem: Gaaer, tjener Herren eders Gud; hvilke ere de, som gaae bort?

Og Mose sagde: Vi ville gaae med vore unge Folk og med vore gamle (Folk); med vore Sønner og vore Døttre, med vore Faar og med vore Øxne ville vi gaae; thi det er os Herrens Høitid.

Da sagde han til dem: Saa være Herren med eder, saa (vist) som jeg vil lade eder og eders smaae Børn fare; seer der, at I have Ondt i Sinde.

Ikke saa, (men) I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begjæret; og man drev dem ud fra Pharaos Ansigt.

Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægypti Land efter Græshopper, og de skulle opkomme over Ægypti Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers.

Saa rakte Mose sin Kjep ud over Ægypti Land, og Herren lod komme Østenveir i Landet den samme hele Dag og hele Nat; og det skede om Morgenen, at Østenveiret opførte Græshopperne.

Og der kom Græshopper op over alt Ægypti Land og lode sig ned i al Ægypti Grændse; de vare meget svare; før dem vare der ikke saaledes Græshopper, og efter dem skal der ikke være saaledes.

Thi de skjulte al Landets Kreds, og Landet blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers, og der blev intet Grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i alt Ægypti Land.

Da skyndte Pharao sig at kalde ad Mose og Aron: og han sagde: Jeg haver syndet imod Herren eders Gud og imod eder.

Og Kjære, forlad (mig) nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han vil ikkun borttage denne Død fra mig.

Og han gik ud fra Pharao, og han bad til Herren.

Og Herren vendte et saare stærkt Vestenveir, og det optog Græshopperne og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i al Ægypti Grændse.

Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare.

Og Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op imod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægypti Land, at man kan føle Mørket.

Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der et tykt Mørke i alt Ægypti Land i tre Dage.

Ikke Een saae den Anden, og Ingen opstod af sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var lyst i deres Boliger.

Da kaldte Pharao ad Mose og sagde: Gaaer, tjener Herren, aleneste I skulle lade eders Faar og Øxne blive; ogsaa eders smaae Børn maae fare med eder.

Og Mose sagde: Du, du skal og give med os Slagtoffere og Brændoffere, og vi ville offre til Herren vor Gud.

Og endogsaa vort Fæ skal gaae med os, der skal ikke en Klov blive tilbage, thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren vor Gud; thi vi, vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen.

Men Herren forhærdede Pharaos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare.

Og Pharao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere seer mit Ansigt; thi paa hvilken Dag, du seer mit Ansigt, skal du døe.

Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil ikke mere herefter see dit Ansigt.