Og Herren sagde til Mose: Gak, drag op herfra, du og Folket, som du førte op af Ægypti Land, til det Land, som jeg tilsvoer Abraham, Isak og Jakob, sigende: Din Sæd vil jeg give det —

og jeg vil sende en Engel for dig og uddrive de Cananiter, Amoriter og Hethiter og Pheresiter, Heviter og Jebusiter —

til et Land, som flyder med Melk og Honning; men jeg vil ikke fare op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Veien.

Der Folket hørte denne onde Tale, da sørgede de, og Ingen satte sin Prydelse paa sig.

Thi Herren havde sagt til Mose: Siig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk, jeg kunde eengang hasteligen fare op midt iblandt dig og fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.

Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse, fra det Bjerg Horeb.

Men Mose tog Paulunet og slog sig det ud udenfor Leiren, langt fra Leiren, og kaldte det Forsamlingens Paulun; og det skede, at hver, som vilde adspørge Herren, maatte gaae ud til Forsamlingens Paulun, som var udenfor Leiren.

Og det skede, naar Mose gik ud til Paulunet, da stod alt Folket op, og de stode hver i sit Pauluns Dør, og de saae efter Mose, indtil han kom til Paulunet.

Og det skede, naar Mose kom til Paulunet, kom Skystøtten ned og stod i Paulunets Dør, og talede med Mose.

Og alt Folket saae Skystøtten staae i Paulunets Dør, og alt Folket stod op, og de bøiede sig, hver i sit Pauluns Dør.

Men Herren talede til Mose Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Leiren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Paulunet.

Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine.

Og nu, Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da viis mig, Kjære, dine Veie, at jeg kan kjende dig, paa det jeg maa (visseligen) finde Naade for dine Øine; og see (dog), at dette Folk er dit Folk.

Og han sagde: Mit Ansigt skal gaae (med), og jeg vil skaffe dig Hvile

Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaaer (med os), da lad os ikke fare op herfra.

Og hvorpaa skulde det kjendes her, at jeg haver fundet Naade for dine Øine, jeg og dit Folk? mon ikke, naar du gaaer med os? og saaledes skulle vi, jeg og dit Folk, adskilles fra hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds.

Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gjøre dette Ord, som du haver sagt; thi du haver fundet Naade for mine Øine, og jeg kjender dig ved Navn.

Men han sagde: Kjære, lad mig see din Herlighed.

Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed fare frem for dit Ansigt, og jeg vil kalde paa Herrens Navn for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, som jeg vorder naadig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.

Og han sagde: Du kan ikke see mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke see mig og leve.

Og Herren sagde: See, (her er) et Sted hos mig; og du skal staae paa Klippen.

Og det skal skee, naar min Herlighed gaaer forbi, da vil jeg lade dig staae i Kløften paa Klippen; og jeg vil skjule med min Haand over dig, indtil jeg gaaer forbi.

Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.