Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Steentavler, som de første; saa vil jeg skrive de Ord i Tavlerne, som vare i de første Tavler, som du sønderbrød.

Og vær aarle rede, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.

Og der skal Ingen gaae op med dig, ei heller Nogen sees om det ganske Bjerg; hverken Qvæg eller Øxne skulle gaae i Græs henimod det samme Bjerg.

Og han udhuggede to Steentavler, som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, saasom Herren befoel ham; og han tog de to Steentavler i sin Haand.

Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham; og han kaldte paa det Navn, Herre.

Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren, en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed,

som bevarer Miskundhed mod tusinde (Led), som forlader Misgjerning og Overtrædelse og Synd, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led).

Og Mose skyndte sig, og bukkede sig til Jorden og tilbad.

Og han sagde: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, Herre, da gaae Herren nu midt iblandt os, endskjøndt dette er et haardnakket Folk, efterdi du haver forladt vor Misgjerning og vor Synd, og taget os til Arv.

Og han sagde: See, jeg vil gjøre en Pagt: For alt dit Folk vil jeg gjøre underlige Ting, som ikke ere skabte i noget Land eller iblandt nogle Hedninger; og alt det Folk, som du er midt iblandt, skal see Herrens Gjerning, thi det er forfærdeligt, hvad jeg skal gjøre med dig.

Hold dig det, som jeg befaler dig idag; see, jeg vil uddrive for dig de Amoriter og Cananiter og Hethiter og Pheresiter og Heviter og Jebusiter.

Forvar dig, at du ei gjør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke skal blive til en Snare midt iblandt dig

Thi I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder, og afhugge deres Lunde.

Thi du skal ikke tilbede for en anden Gud; thi Herren hedder nidkjær, han er en nidkjær Gud;

at du skal ikke gjøre Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde høre efter deres Guder og offre til deres Guder, og Nogen kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer,

og du kunde tage af hans Døttre til dine Sønner, og hans Døttre kunde høre efter deres Guder og komme dine Sønner til at høre efter deres Guder.

Du skal ingen støbte Guder gjøre dig.

Du skal holde de usyrede (Brøds) Høitid, du skal æde usyrede (Brød) i syv Dage, som jeg haver befalet dig, til den bestemte Tid, i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Ægypten.

Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til; og alt dit Fæ skal ihukommes, som aabner (Moders Liv, være sig) Oxe eller Lam.

Men det Førstefødte af Asen skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle Førstefødte af dine Sønner skal du løse, og for mit Ansigt skal Ingen sees tomhændet

Sex Dage skal du arbeide, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløiningen og med Høsten skal du hvile.

Og du skal holde dig Ugernes Høitid (med) den Førstegrøde af Hvedehøsten, og Indsamlingens Høitid, naar Aaret er omme.

Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkjøn sees for den Herres Herres Ansigt, som er Israels Gud.

Thi jeg skal uddrive Hedningerne fra dit Ansigt og gjøre dit Landemærke vidt; og Ingen skal begjære dit Land, naar du opgaaer at sees for Herrens din Guds Ansigt tre Gange om Aaret.

Du skal ikke offre mit Slagtoffers Blod med syret (Brød); og Paaskehøitidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen.

Det Første af din Jords Førstegrøde skal du bære til Herrens din Guds Huus; du skal ikke koge et Kid i sin Moders Melk.

Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse haver jeg gjort en Pagt med dig og med Israel.

Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev i Tavlerne Pagtens Ord, de ti Bud

Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.

Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.

Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem.

Og derefter gik alle Israels Børn nær til; saa befoel han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg.

Og Mose lod af at tale med dem; og han havde lagt et Skjul paa sit Ansigt.

Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.

Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham