Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! æd det, som du finder; æd denne Rolle, og gak, tal til Israels Huus.

Og jeg oplod min Mund, og han lod mig æde denne Rolle.

Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! du skal bespise din Bug og fylde dine Indvolde med denne Rolle, som jeg giver dig; og jeg aad, og den var sød i min Mund som Honning.

Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! gak, kom hen til Israels Huus, og du skal tale mine Ord til dem.

Thi du er ikke sendt til et Folk, som taler fremmed og haver et svart Tungemaal, (men) til Israels Huus;

(ja) ikke til store Folk, som tale fremmed og have et svart Tungemaal, hvis Ord du ikke kan forstaae; mon de ikke skulde høre dig, (naar) jeg vilde sende dig til dem?

Men Israels Huus skal ikke ville høre dig, thi de ville ikke høre mig; thi det ganske Israels Huus, de ere stive i Pande og haarde i Hjerte.

See, jeg haver gjort dit Ansigt stivt imod deres Ansigt, og din Pande stiv imod deres Pande.

Jeg haver gjort din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ei forskrækkes for deres Ansigt, endskjøndt de ere et gjenstridigt Huus.

Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! alle mine Ord, som jeg taler til dig, (dem) annam i dit Hjerte, og hør (dem) med dine Øren.

Og gak, kom til de Bortførte, til dit Folks Børn, og du skal tale til dem og sige til dem: Saa sagde den Herre Herre, hvad enten de lyde (dig) eller lade være.

Da løftede en Aand mig op, og jeg hørte bag mig et stort Bulders Røst, sigende: Lovet være Herrens Herlighed fra sit Sted!

og en Lyd af Dyrenes Vinger, som rørte den ene ved den anden, og en Lyd af Hjulene hos dem, og et stort Bulders Lyd.

Og en Aand opløftede mig og tog mig, og jeg foer hen, beskeligen (bedrøvet) i min Aands Hastighed, og Herrens Haand var stærk over mig.

Og jeg kom til de Bortførte til Thel-Abib, til dem, som boede ved Chebars Flod, og jeg blev hos dem, som boede der; og jeg blev der i syv Dage forskrækket midt iblandt dem.

Og det skede, der syv Dage vare til ende, da skede Herrens Ord til mig, sigende:

Du Menneskesøn! jeg haver sat dig til en Vægter over Israels Huus, og du skal høre Ord af min Mund, og paaminde dem paa mine Vegne.

Naar jeg siger til den Ugudelige: Du skal visseligen døe, og du ikke paaminder ham og ikke siger (det) til at paaminde den Ugudelige, (at vare sig) fra den ugudelige Vei, at holde ham i Live, da skal den samme Ugudelige døe i sin Misgjerning, men jeg vil kræve hans Blod af din Haand.

Men du, naar du paaminder en Ugudelig, og han ikke omvender sig fra sin Ugudelighed og fra sin den ugudelige Vei, (da) skal han døe i sin Misgjerning, men du, du friede din Sjæl.

Og naar en Retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gjør Uret, da vil jeg sætte Stød for hans Ansigt, han, han skal døe; fordi du haver ikke paamindet ham, skal han døe i sin Synd, og hans Retfærdighed, som han haver gjort, skal ikke ihukommes, men hans Blod vil jeg udkræve af din Haand.

Men du, naar du paaminder ham, (som er) retfærdig, at (han, som er) retfærdig, skal ikke synde, og han, han ikke synder, da skal han visseligen leve, thi han paamindedes, og du, du haver friet din Sjæl.

Og Herrens Haand var der over mig, og han sagde til mig: Gjør dig rede, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.

Og jeg gjorde mig rede og gik ud i Dalen, og see, der stod Herrens Herlighed, ligesom den Herlighed, hvilken jeg saae ved Chebars Flod; og jeg faldt paa mit Ansigt.

Og der kom en Aand i mig, og stillede mig paa mine Fødder; og han talede med mig og sagde til mig: Gak, luk dig inde i dit Huus.

Og du Menneskesøn! see, de skulle lægge Reb paa dig og binde dig med dem, og du skal ikke gaae ud midt iblandt dem.

Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke (mere) være dem en Mand, som straffer; thi de ere et gjenstridigt Huus.

Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa sagde den Herre Herre: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et gjenstridigt Huus.