Og Herrens Ord skede til mig, sigende:

Du Menneskesøn! tal til dit Folks Børn, og du skal sige til dem: Om jeg skulde føre Sværd over et Land, og Folk i Landet toge en Mand iblandt sig og gjorde ham til deres Vægter,

og han saae Sværdet komme over Landet, og blæste i Trompeten, og advarede Folket,

og den, som da noksom hørte Trompetens Lyd, dog ikke vilde lade sig advare, og Sværdet kom og tog ham bort, — hans Blod skulde være paa hans Hoved.

Han hørte Trompetens Lyd og lod sig ikke advare, hans Blod skal være paa ham; men lod han sig advare, (da) reddede han sit Liv.

Men om Vægteren saae Sværdet komme, og ei blæste i Trompeten, og Folket ei advaredes, og Sværdet kom og tog en Sjæl bort af dem, — han blev borttagen for sin Misgjernings Skyld, men jeg vil kræve hans Blod af Vægterens Haand.

Og du Menneskesøn! jeg haver sat dig til en Vægter over Israels Huus, at, naar du hører Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne.

Naar jeg siger til den Ugudelige: Du Ugudelige skal visseligen døe, og du ikke taler til at advare den Ugudelige fra hans Vei, da skal den samme Ugudelige døe i sin Misgjerning, men jeg vil kræve hans Blod af din Haand.

Men du, naar du advarer en Ugudelig om hans Vei, at han skal omvende sig derfra, og han ikke omvender sig fra sin Vei, da skal han døe i sin Misgjerning, og du haver reddet din Sjæl.

Og du Menneskesøn! siig til Israels Huus: I tale saaledes, sigende: Fordi vore Overtrædelser og vore Synder ere over os, saa forsvinde vi i dem, hvorledes kunne vi da leve?

Siig til dem: (Saasandt) jeg lever, siger den Herre Herre, jeg haver ikke Behagelighed i den Ugudeliges Død, men i det, at den Ugudelige omvender sig fra sin Vei, at han maa leve; vender om, vender om fra eders de onde Veie, og hvorfor ville I døe, Israels Huus?

Og du Menneskesøn! siig til dit Folks Børn: Den Retfærdiges Retfærdighed skal ikke redde ham paa hans Overtrædelses Dag, og den Ugudelige skal ikke falde ved Ugudelighed paa den Dag, han vender sig fra sin Ugudelighed, og en Retfærdig skal ikke kunne leve ved den paa den Dag, han synder.

Naar jeg siger om den Retfærdige: Han skal visselig leve, og han, han forlader sig paa sin Retfærdighed og gjør Uret, da skal ingen af hans Retfærdigheder ihukommes, men han skal døe i sin Uretferdighed, som han gjorde.

Og naar jeg siger til den Ugudelige: Du skal visselig døe, og han omvender sig fra sin Synd og gjør Ret og Retfærdighed,

(saa) en Ugudelig giver Pant tilbage, betaler det Røvede, vandrer efter Livets Skikke, saa han ikke gjør Uret, — han skal visselig leve, han skal ikke døe.

Ingen af hans Synder, som han haver syndet, skal kommes ham ihu; han gjorde Ret og Retfærdighed, han skal visselig leve.

Dog sagde dit Folks Børn: Herrens Vei er ikke ret; enddog deres egen Vei er ikke ret.

Naar en Retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gjør Uret, da skal han døe deri.

Og naar en Ugudelig vender om fra sin Ugudelighed og gjør Ret og Retfærdighed, (da) skal han leve derfor.

Dog sagde I: Herrens Vei er ikke ret. Jeg skal dømme eder, hver efter sine Veie, (I af) Israels Huus!

Og det skede i det tolvte Aar, i den tiende (Maaned), paa den femte (Dag) i Maaneden, efterat vi vare bortførte, (da) kom En til mig, (som var) undkommen fra Jerusalem, og sagde: Staden er slagen.

Og Herrens Haand var over mig om Aftenen, førend den kom, (som var) undkommen, og oplod min Mund, indtil han kom til mig om Morgenen, og min Mund oplodes, og jeg var ikke ydermere stum.

Og Herrens Ord skede til mig, sigende:

Du Menneskesøn! de, som boe i disse øde (Stæder) i Israels Land, tale (saa), sigende: Abraham var eenlig og eiede Landet, og vi ere mange, os er Landet givet til Eiendom.

Derfor siig til dem: Saa sagde den Herre Herre: I æde (Kjød) tilligemed Blodet, og opløfte eders Øine til eders (stygge) Afguder, og udøse Blod; og I ville eie Landet?

I staae (og stole) paa eders Sværd, I gjøre Vederstyggelighed og besmitte, hver sin Næstes Hustru; og I skulde eie Landet?

Saaledes skal du sige til dem: Saa sagde den Herre Herre: (Saa sandt) jeg lever, om ikke de, som ere i de øde (Stæder), skulle falde ved Sværdet, og den, som er paa Marken, ham haver jeg givet (de vilde) Dyr, at de skulle æde ham, og de, som ere i Befæstningerne og i Hulerne, skulle døe ved Pestilentsen.

Thi jeg vil gjøre Landet til en Ødelæggelse og (aldeles) øde, at dets Styrkes Hovmodighed skal ophøre; og Israels Bjerge skulle ødelægges, at Ingen skal gaae over (dem).

Saa skulle de fornemme, at jeg er Herren, naar jeg gjør Landet til en Ødelæggelse og (aldeles) øde, for alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.

Og du Menneskesøn! dit Folks Børn tale om dig ved Væggene og i Dørene paa Husene, og den Ene taler til den Anden, (ja) hver til sin Broder, sigende: Kjære, kommer og hører, hvad det er for et Ord, som udgaaer fra Herren.

Og de skulle komme til dig, som Folket (pleier at) komme, og de, mit Folk, skulle sidde for dit Ansigt og høre dine Ord og ikke gjøre efter dem; thi de fremføre kjærlige (Ord) med deres Mund, men deres Hjerte vandrer efter deres Gjerrighed.

Og see, du er dem som hendes Kjærlighedssang, der haver en deilig Røst, og som kan vel lege; derfor skulle de høre dine Ord, men dog ikke gjøre efter dem.

Men naar det kommer, — see, det kommer —da skulle de fornemme, at der haver været en Prophet midt iblandt dem.