Esra hører om folkets synd

1

Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Præsterne og Leviterne ere ikke adskilte fra Folkene i Landene efter deres Vederstyggeligheder, nemlig Cananiternes, Hethiternes, Pheresiternes, Jebusiternes, Ammoniternes, Moabiternes, Ægypternes og Amoriternes.

2

Thi de have taget af deres Døttre for sig og for deres Sønner, og den hellige Sæd haver blandet sig med Folkene i Landene, og de Øverstes og Forstandernes Haand har været i denne Forgribelse den første.

3

Og der jeg hørte dette Ord, sønderrev jeg mit Klædebon og min Kappe, og jeg rev Haar af mit Hoved og mit Skjæg, og sad forskrækket.

4

Da samledes til mig hver, som var forfærdet for Israels Guds Ord, for (deres) Forgribelses Skyld, som havde været bortførte, og jeg sad forskrækket indtil Aftens Madoffers (Tid).

Esras bønn for folkets forseelse

5

Og om Aftens Madoffers (Tid) stod jeg op af min Elendighed, efterat jeg havde sønderrevet mit Klædebon og min Kappe, og jeg knælede paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til Herren min Gud.

6

Og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud! thi vore Misgjerninger ere mangfoldige indtil over (vort) Hoved, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.

7

Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.

8

Men nu er for et lidet Øieblik skeet os Naade af Herren vor Gud, at han haver ladet os (nogle) Undkomne blive tilovers og givet os en Nagle i sit hellige Sted, at vor Gud vilde oplyse vore Øine og give os et lidet Livsophold i vor Tjeneste.

9

Thi vi ere Tjenere, dog vor Gud haver ikke forladt os i vor Tjeneste, og han haver bøiet Miskundhed til os for Kongerne i Persien, at give os Livsophold til at ophøie vor Guds Huus og at oprette dets øde (Steder), og at give os et Gjærde i Juda og Jerusalem.

10

Og nu, hvad skulle vi sige, vor Gud! herefter? da vi have forladt dine Bud,

11

hvilke du haver budet formedelst dine Tjenere, Propheterne, sigende: Det Land, som I komme ind udi at eie, det er et slemt Land for Folkenes slemme Gjerningers Skyld i Landene, for deres Vederstyggeligheders Skyld, hvormed de have opfyldt det her og der med deres Ureenhed.

12

Saa skulle I nu ikke give deres Sønner eders Døttre, og ikke tage deres Døttre til eders Sønner, og ikke søge deres Fred og deres Gode indtil evig (Tid), paa det I skulle blive stærke og æde det Gode i Landet, og indtage det til Eiendom for eders Børn indtil evig (Tid).

13

Og efter alt det, som er kommet over os for vore de onde Gjerninger og for vor store Skyld, da haver du, vor Gud, sparet, (og straffet os) mindre, end vor Misgjerning (har fortjent), og givet os en Redning, som denne er.

14

Skulde vi (da) vende om og gjøre dine Bud til Intet, og gjøre Svogerskab med Folk, som have (gjort) disse Vederstyggeligheder? mon du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa der blev Ingen tilovers, ei heller (nogen) Redning?

15

Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.