Siden, efter fjorten Aar, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titus med.

Men jeg drog op efter en Aabenbarelse og forelagde dem, men de Anseede i Særdeleshed, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, at jeg ikke skulde løbe eller have løbet forgjæves.

Men end ikke Titus, som var med mig, endskjøndt han var en Græker, blev tvungen til at omskjæres.

Men (det skede) for de falske Brødres Skyld, som havde indsneget sig, hvilke listigen vare komne ind for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christo Jesu, paa det de kunde gjøre os til Trælle;

for hvilke vi ikke noget Øieblik vege med Underdanighed, paa det at Evangelii Sandhed maatte blive varig hos eder.

Men de, som ansaaes for at være Noget, — hvor Meget de vare, vedkommer mig ikke; Gud seer ikke paa Menneskens Person — ja de Anseede lagde Intet til min Lærdom.

Men tværtimod, der de saae, at mig var betroet at prædike Evangelium for de Uomskaarne, ligesom Petrus for de Omskaarne,

— thi han, som gav Petrus Kraft til Apostelembede hos de Omskaarne, gav ogsaa mig Kraft (dertil) hos Hedningerne, —

og da de erkjendte den Naade, som mig var given, gave de, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som ansees for (Menighedens) Piller, mig og Barnabas Samfunds høire Haand, at vi skulde prædike hos Hedningerne, men de hos de Omskaarne;

kun at vi skulde komme de Fattige ihu, hvilket samme jeg og haver beflittet mig paa at gjøre.

Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste.

Thi førend Nogle fra Jakobus ankom, aad han med Hedningerne; men der de kom, unddrog og fraskilte han sig, fordi han frygtede for dem af Omskjærelsen.

Og med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa at endog Barnabas blev henreven med af deres Hykleri.

Men der jeg saae, at de ikke gik lige frem efter Evangelii Sandhed, sagde jeg til Petrus i Alles Paahør: Dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Viis og ikke paa jødisk Viis, hvorfor tvinger du da Hedningerne til at leve paa jødisk Viis?

Vi, skjøndt Jøder af Fødsel og ikke Syndere af Hedningernes Æt,

efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort, af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have og vi troet paa Jesum Christum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.

Men om vi, idet vi søge at blive retfærdiggjorte i Christo, ogsaa selv befindes at være Syndere, da er jo Christus Syndens Tjener. Det være langt fra!

Thi dersom jeg igjen opbygger det Samme, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv at være en Overtræder.

Thi jeg er formedelst Loven død fra Loven, at jeg skal leve for Gud.

Jeg er korsfæstet med Christo; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; men hvad jeg nu lever i Kjødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.

Jeg agter ikke Guds Naade ringe; thi erholdes Retfærdighed ved Loven, da er jo Christus død forgjæves.