O I uforstandige Galater! hvo haver fortryllet eder, at I ikke adlyde Sandheden? eder, hvilke Jesus Christus var malet for Øine, som (om han var) korsfæstet iblandt eder.

Kun dette vilde jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse?

Ere I saa uforstandige? Ville I, som begyndte i Aanden, nu fuldende i Kjødet?

Have I da lidt saa Meget forgjæves? hvis ellers kun forgjæves.

Mon da han, som meddeler eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?

Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.

Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.

Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne ved Troen, forjættede den Abraham forud: I dig skulle alle Folkeslag velsignes.

Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.

Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: Forbandet (er) hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa at han gjør dem.

Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den ved Troen Retfærdige skal leve.

Men Loven beroer ikke paa Tro, men (den siger:) Den, som gjør disse Ting, skal derved leve.

Christus haver frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; —thi der er skrevet: Forbandet er hver den, som henger paa et Træ —

paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.

Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.

Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.

Men dette siger jeg: Den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christo, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rygge, saa at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.

Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.

Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld, — indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte — og betjent af Engle, ved en Midlers Haand.

Dog er Midleren ikke Eens, men Gud er een.

Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.

Men Skriften haver indsluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive givet dem, som troe.

Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares;

saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen.

Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren.

I ere jo alle Guds Børn formedelst Troen i Christo Jesu.

Thi I, saa Mange, som ere døbte til Christum, have iført Christum.

Her er ikke Jøde eller Græker: her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Qvinde; thi I ere alle Een i Christo Jesu.

Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.