Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;

men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.

Saaledes stode og vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børnelærdom;

men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Qvinde, født under Loven,

paa det at han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse.

Men eftersom I da ere Sønner, haver Gud udsendt sin Søns Aand i eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!

Saa at du ikke længere er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christum.

Vel sandt, dengang da I ikke kjendte Gud, tjente I dem, som ei af Naturen ere Guder.

Men nu, da I kjende Gud, ja meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende I da atter tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, hvoraf I atter paany ville gjøre Eder til Trælle?

I tage vare paa Dage og Maaneder og Tider og Aar.

Jeg frygter for Eder, at jeg maaskee haver arbeidet forgjæves paa Eder.

Vorder ligesom jeg, thi jeg er som I. Brødre! jeg beder Eder; I have ingen Uret gjort mig.

Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang prædikede Eder Evangelium;

og denne min Prøvelse i mit Kjød ringeagtede I ikke og forhaanede ikke, men I annammede mig som en Guds Engel, som Christum Jesum.

Hvor prisede I Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig.

Er jeg da nu bleven Eders Fiende, fordi jeg siger Eder Sandheden?

De er nidkjære for Eder, dog ikke til det Gode; men de ville udelukke Eder (fra mig), at I skulle være nidkjære efter dem.

Men det er godt at være nidkjær i det Gode altid, og ikke alene, naar jeg er nærværende hos Eder.

Mine Børnlille, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Dannelse i Eder!

Jeg vilde, at jeg nu var tilstede hos Eder og kunde omskifte min Røst, efterdi jeg er tvivlraadig om Eder.

Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?

Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenesteqvinden, og een af den frie Qvinde.

Men den af Tjenesteqvinden var født efter Kjødet, men den af den frie Qvinde ifølge Forjættelsen.

Ved hvilke Ting noget Andet betegnes; thi disse ere de tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom; denne er Hagar.

Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia, men svarer til det Jerusalem, som nu er; thi det er i Trældom med sine Børn.

Men det Jerusalem heroventil er den frie Qvinde, som er alle vores Moder.

Thi der er skrevet: Vær glad, du Ufrugtbare, du, som ikke fødte! udbryd og raab, du, som ikke havde Fødselssmerte! thi den Forladtes Børn ere meget flere end dens, som haver Manden.

Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.

Men ligesom dengang den, som var født efter Kjødet, forfulgte den, som var født efter Aanden, saaledes og nu.

Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenesteqvinden og hendes Søn; thi Tjenesteqvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Qvindes Søn.

Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenesteqvindens Børn, men den frie Qvindes.