Og Abraham reiste derfra i Landet Sønder paa, og boede imellem Kades og imellem Schur, og var fremmed i Gerar.

Og Abraham sagde om Sara, sin Hustru: Hun er min Søster; saa udsendte Abimelech, Kongen af Gerar, og tog Sara.

Og Gud kom til Abimelech i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: See, du skal døe for den Qvinde, som du haver taget, thi hun er en Mands Ægtehustru.

Og Abimelech havde ikke holdt sig til hende, og sagde: Herre, vil du og slaae retfærdige Folk ihjel?

Haver han ei selv sagt til mig: Hun er min Søster? og hun, ja hun haver ogsaa selv sagt: Han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette.

Og Gud sagde til ham i Drømmen: Jeg, jeg veed ogsaa, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte, derfor haver jeg, jeg ogsaa forhindret dig, at du skulde ikke synde for mig; derfor haver jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende.

Og nu, lad Manden faae sin Hustru tilbage, thi han er en Prophet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du lader hende ikke komme tilbage, da vid, at du skal visseligen døe, du og Enhver, som dig hører til.

Da stod Abimelech aarle op om Morgenen, og kaldte ad alle sine Tjenere, og sagde alle disse Ord for deres Øren; og Mændene frygtede saare.

Og Abimelech kaldte ad Abraham og sagde til ham: Hvad haver du gjort os, og hvad haver jeg syndet imod dig, at du haver ført saa stor en Synd over mig og over mit Rige? du haver gjort imod mig de Ting, som ikke burde at skee.

Og Abimelech sagde til Abraham: Hvad saae du paa, at du gjorde dette Stykke?

Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: Her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted; og de maatte slaae mig ihjel for min Hustrues Skyld.

Hun er dog ogsaa i Sandhed min Søster, min Faders Datter, men ikke min Moders Datter; og hun er bleven mig til Hustru.

Og det skede, den Tid Gud lod mig vanke hid og did af min Faders Huus, da sagde jeg til hende: Denne er den Barmhjertighed, som du skal gjøre imod mig: Paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, saa siig om mig: Han er min Broder.

Saa tog Abimelech Faar og Fæ og Tjenere og Tjenestepiger, og gav Abraham, og gav ham Sara, hans Hustru igjen.

Og Abimelech sagde: See, mit Land er aabent for dig; du maa boe, hvor dig godt synes.

Og han sagde til Sara: See, jeg haver givet din Broder tusinde (Sekel) Sølv; see, han er dig Skjul for Øine, for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle Andre; og det var hendes Straf.

Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelech og hans Hustru og hans Tjenesteqvinder, og de fødte.

Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Liv i Abimelechs Huus, for Sara, Abrahams Hustrues, Skyld.