Og Herren besøgte Sara, saasom han havde sagt; og Herren gjorde Sara, eftersom han havde talet.

Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.

Og Abraham kaldte sin Søns Navn, den, som ham var født, som Sara havde født ham, Isak.

Og Abraham omskar Isak, sin Søn, der han var otte Dage gammel, saasom Gud havde befalet ham.

Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev ham født.

Da sagde Sara: Gud haver gjort mig en Latter; hver den, som dette hører, maa lee ad mig.

Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara haver givet Børn at die? thi jeg haver født en Søn i hans Alderdom.

Og Barnet voxede op og blev afvant; og Abraham gjorde et stort Gjæstebud, den Dag Isak blev afvant.

Og Sara saae Hagars, den Ægyptiskes, Søn, som hun havde født Abraham, at han var en Bespotter.

Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenesteqvinde og hendes Søn; thi denne Tjenesteqvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak.

Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld.

Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenesteqvinde; i hvadsomhelst Sara skal sige dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig.

Og jeg vil ogsaa gjøre Tjenesteqvindens Søn til Folk, fordi han er din Sæd.

Da stod Abraham aarle op om Morgenen, og tog Brød og en Flaske Vand, og gav Hagar, og lagde paa hendes Skuldre, og (flyede hende) Drengen, og lod hende fare; da drog hun hen, og foer vild i Beershaba Ørken.

Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene.

Og hun gik og satte sig tvært over for, efterat hun var gaaet et Pileskud derfra, thi hun sagde: Jeg gider ikke see paa Drengens Død. Saa satte hun sig tvært over for, og opløftede sin Røst og græd.

Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen, og sagde til hende: Hvad (skader) dig, Hagar? frygt Intet; thi Gud hørte Drengens Røst, der hvor han (er).

Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Haand, thi jeg vil gjøre ham til et stort Folk.

Og Gud oplod hendes Øine, at hun saae en Vandbrønd; saa gik hun, og fyldte Flasken med Vand, og gav Drengen at drikke.

Og Gud var med Drengen, og han voxede op, og boede i Ørken og blev en Skytte med Bue.

Og han boede i den Ørken Paran; og hans Moder tog ham en Hustru af Ægypti Land.

Og det skede paa den samme Tid, da talede Abimelech og Picol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gjør.

Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.

Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.

Og Abraham straffede Abimelech for den Vandbrønds Skyld, som Abimelechs Tjenere havde borttaget med Vold.

Da svarede Abimelech: Jeg vidste ikke, hvo dette Stykke gjorde; og du haver heller ikke givet mig det tilkjende, og jeg haver ikke heller hørt det, førend idag.

Da tog Abraham Faar og Fæ og gav Abimelech; og de gjorde begge et Forbund.

Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv.

Da sagde Abimelech til Abraham: Hvad skulle disse samme syv Lam her, som du stillede for sig selv?

Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg haver gravet denne Brønd.

Derfor kaldte han det samme Sted Beershaba; thi der svore de begge.

Og de gjorde Forbund i Beershaba; da stod Abimelech op, og Picol, hans Stridshøvedsmand, og de droge igjen til Philisternes Land.

Og han plantede en Lund i Beershaba, og paakaldte der i Herrens, den evige Guds, Navn.

Og Abraham var fremmed i Philisternes Land en lang Tid.