Og Abraham var gammel, vel ved Alder; og Herren havde velsignet Abraham i Alting.

Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd.

Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.

Men du skal gaae til mit Land og til min Slægt, og tage min Søn Isak en Hustru.

Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af?

Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen.

Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.

Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.

Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel

Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og foer bort, og havde allehaande af sin Herres Gods med sig, og gjorde sig rede og drog til Mesopotamia, til Nachors Stad.

Der opbandt han Kamelerne udenfor Staden ved en Vandbrønd, mod Aftens Tid, mod den Tid, (da Qvindfolkene pleiede at) gaae ud, at drage (Vand).

Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham.

See, jeg staaer ved denne Vandbrønd, og Folkenes Døttre af Staden komme ud at drage Vand.

Og naar det skeer, at (der kommer nu) en Pige, til hvilken jeg siger: Bøi nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil endog give dine Kameler at drikke; (da lad det skee,) at hun er den, som du haver udseet til din Tjener Isak, og jeg derpaa kan kjende, at du haver gjort Miskundhed mod min Herre.

Og det skede, før han havde endt at tale, see, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, (hvilken var) en Søn af Milka, Nachors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Axel.

Og Pigen var meget deilig af Udseende, en Jomfru, og ingen Mand havde kjendt hende; og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke, og gik op.

Da løb Svenden imod hende og sagde: Kjære, lad mig drikke lidet Vand af din Krukke.

Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand, og gav ham at drikke.

Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage (Vand) til dine Kameler, til de have afdrukket.

Og hun skyndte sig og lod af sin Krukke i Truget, og løb fremdeles til Brønden at drage, og hun drog til alle hans Kameler.

Og Manden undredes (saare) paa hende, taug dog stille, for at faae at vide, om Herren havde ladet hans Reise lykkes, eller ei.

Og det skede, der Kamelerne havde afdrukket, gav Manden (hende) et Guldsmykke, som veiede en halv Sekel, og (satte) to Armbaand paa hendes Hænder, de veiede ti Gylden.

Og han sagde: Hvis Datter er du? Kjære, siig mig nu, monne der være Rum i din Faders Huus, at herberge os inat?

Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, (hvilken er) Milkas Søn, som hun fødte Nachor.

Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge inat.

Og Manden bøiede sig og tilbad for Herren.

Og han sagde: Lovet være Herren, min Herres Abrahams Gud, som ikke haver forladt sin Miskundhed og sin Sandhed mod min Herre; (hvad) mig (anlanger), Herren haver ført mig paa Veien til min Herres Broders Huus.

Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Huus disse Handeler.

Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban; og Laban løb ud til Manden ved Brønden.

Og det skede, der han saae Smykket, og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saa haver Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og see, han stod hos Kamelerne ved Brønden.

Og han sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staaer du herude? thi jeg haver beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne.

Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Kamelerne Straa og Foder, og Vand til at toe hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham.

Og der blev sat Mad for ham, men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg haver udtalet mine Ord; og han sagde: Tal.

Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend.

Og Herren haver velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han haver givet ham Faar og Fæ, og Sølv og Guld, og Svende og Tjenestepiger, og Kameler og Asener

Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier.

Og min Herre haver taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Cananiternes Døttre, i hvis Land jeg boer.

Men du skal fare hen til min Faders Huus og til min Slægt, og tage min Søn en Hustru.

Og jeg sagde til min Herre: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig.

Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg haver vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Reise, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Huus.

Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed.

Saa kom jeg idag til Brønden og sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, mon du haver givet Lykke paa min Reise, paa hvilken jeg haver vandret?

See, jeg staaer ved denne Vandbrønd, og naar det skeer, der kommer en Jomfru ud, at drage (Vand), og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke,

og hun siger til mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa drage til dine Kameler; saa være hun den Qvinde, som Herren haver udseet til min Herres Søn.

Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, see, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Axel, og hun gik ned til Brønden og drog (Vand) op; da sagde jeg til hende: Kjære, giv mig at drikke.

Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned af sig, og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav og Kamelerne at drikke.

Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du? og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, (hvilken er) Nachors Søn, den Milka fødte ham. Saa hængte jeg et Smykke paa hendes Ansigt, og Armbaand paa hendes Hænder.

Og jeg bøiede mig og tilbad for Herren, og lovede Herren, min Herres Abrahams Gud, som ledede mig paa den rette Vei, at tage min Herres Broders Datter til hans Søn.

Og nu, dersom (I ville) gjøre Miskundhed og Sandhed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville, siger mig det, at jeg kan vende mig til den høire eller til den venstre Side.

Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Handel er kommen af Herren, vi kunne intet tale til dig Ondt eller Godt.

See, der er Rebekka for dig, tag (hende) og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren haver sagt.

Og det skede, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøiede han sig til Jorden for Herren.

Og Svenden udtog Sølvtøi og Guldtøi og Klæder, og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebare Skjenk.

Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten; og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare (hjem) til min Herre.

Da sagde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare.

Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren haver givet mig Lykke paa min Reise; lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre.

Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger.

Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand? og hun sagde: Jeg vil fare.

Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme, og Abrahams Svend og hans Mænd fare.

Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster, bliv du til mange tusinde Gange ti tusinde, og din Sæd skal eie sine Fjenders Port.

Saa stod Rebekka op, og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore efter Manden, og Svenden annammede Rebekka og foer bort.

Og Isak kom gaaende fra den Brønd, (som kaldes) den Levendes, som seer mig; thi han boede i Landet imod Sønden.

Og Isak var udgangen til at gjøre Bøn paa Marken, mod Aftenen; og han opløftede sine Øine og saae, og see, Kamelerne kom.

Og Rebekka opløftede sine Øine og saae Isak, og steg hastig ned af Kamelen.

Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaaer paa Marken imod os? og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig.

Og Svenden fortalte Isak hele Sagen, som han havde udrettet.

Saa ledede Isak hende i sin Moders Saras Paulun, og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende; og Isak blev trøstet efter sin Moder.