Og det hændte sig, der Isak blev gammel, og hans Øine bleve dumme, at han kunde ikke see, da kaldte han sin ældste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og han sagde til ham: See, her er jeg.

Og han sagde: See nu, jeg er gammel og veed ikke min Dødsdag.

Saa tag nu dit Redskab, dit Kogger og din Bue, og gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt.

Og bered mig en god Ret, saasom jeg haver Lyst til, og bring mig, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal døe.

Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at bringe (hjem).

Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: See, jeg hørte din Fader tale til Esau, din Broder, og sige:

Hent mig noget Vildt og bered mig en god Ret, at jeg kan æde; saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg døer.

Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.

Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gjedekid, at jeg kan berede din Fader en god Ret af dem, saasom han haver Lyst til.

Og (den) skal du bringe din Fader, at han skal æde (deraf), paa det han skal velsigne dig, førend han døer.

Da sagde Jakob til Rebekka, sin Moder: See, Esau, min Broder, er en laaden Mand, og jeg er en glat Mand

Maaskee min Fader føler paa mig, og jeg skal synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig, og ikke Velsignelse.

Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse (komme) paa mig, min Søn! lyd dog min Røst og gak, hent mig (dem).

Da gik han, og hentede og bragte sin Moder (dem); saa beredte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til.

Og Rebekka tog Esaus, sin ældste Søns, de kostelige Klæder, som hun havde i Huset, hos sig, og lod iføre Jakob, sin yngste Søn.

Men Skindene af Gjedekiddene iførte hun ham om hans Hænder, og der, hvor han var glat paa Halsen.

Og hun gav den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i Jakobs, sin Søns Haand.

Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: See, her er jeg; hvo er du, min Søn?

Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg Esau, den Førstefødte, haver gjort, saasom du sagde til mig; Kjære, staa op, sid og æd af mit Vildt, paa det din Sjæl skal velsigne mig.

Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes haver du saa snart fundet det, min Søn? og han sagde: Fordi Herren din Gud skikkede mig det i Hænde.

Da sagde Isak til Jakob: Kom dog nær hid, og jeg vil føle paa dig, min Søn, om du er min Søn Esau, eller ei.

Og Jakob gik nær til sin Fader Isak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder.

Og han kjendte ham ikke, thi hans Hænder vare laadne, som Esaus, hans Broders, Hænder; og han velsignede ham.

Og han sagde: Du, er du denne min Søn Esau? og han sagde: Jeg er.

Da sagde han: Bring mig (det) hid, og lad mig æde af min Søns Vildt, at min Sjæl skal velsigne dig; saa bragte han ham det, og han aad, og han bragte ham Viin, og han drak.

Og Isak, hans Fader, sagde til ham: Kjære, kom nær og kys mig, min Søn!

Og han kom nær og kyssede ham, og han lugtede Lugten af hans Klæder, og velsignede ham og sagde: See, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren haver velsignet.

Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme, og meget Korn og Most!

Folkene skulle tjene dig, og Folkene skulle falde dig til Fode. Vær en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo, som forbander dig, være, forbandet, og hvo, som velsigner dig, være velsignet!

Og det skede, der Isak havde fuldendt at velsigne Jakob, ja det skede, der Jakob var nu neppeligen udgangen fra sin Fader Isak, da kom Esau, hans Broder, af sin Jagt.

Og han beredte ogsaa en god Ret og bar ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staae op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig.

Da sagde Isak, hans Fader, til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din Førstefødte, Esau.

Da forfærdedes Isak med en stor Forfærdelse overmaade og sagde: Hvo (og) hvor er den, som fangede det Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg haver velsignet ham; han skal ogsaa være velsignet.

Der Esau hørte sin Faders Tale, da skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig, og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!

Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse.

Da sagde han: Mon man dog haver derfor kaldet hans Navn Jakob, thi han haver nu to Gange skuffet mig: min Førstefødsel haver han taget, og see, nu tog han min Velsignelse? og han sagde: Haver du ikke bevaret mig en Velsignelse?

Og Isak svarede og sagde til Esau: See, jeg haver sat ham til en Herre over dig, og gjort alle hans Brødre ham til Tjenere, og forsørget ham med Korn og Most; hvad skal jeg da nu gjøre ved dig, min Søn?

Og Esau sagde til sin Fader: Haver du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader? velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og græd.

Da svarede Isak, hans Fader, og sagde til ham: See, din Bolig skal være af Jordens Fedmer og af Himmelens Dug fra oven ned.

Og ved dit Sværd skal du leve, og tjene din Broder; og det skal skee, naar du faaer Herredom, da skal du bryde hans Aag af din Hals.

Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaae Jakob, min Broder, ihjel.

Og det blev Rebekka tilkjendegivet om Esaus, hendes ældste Søns, Ord; og hun sendte hen og lod kalde Jakob, sin yngste Søn, og sagde til ham: See, Esau, din Broder, trøster sig over dig, at han vil slaae dig ihjel.

Og nu, min Søn, hør min Røst, og staa op, fly til Laban, min Broder, i Charan,

og bliv hos ham nogle faa Tider, indtil din Broders Hastighed vendes,

indtil din Broders Vrede vendes fra dig, og han glemmer det, du haver gjort ham; saa vil jeg sende (Bud) og hente dig derfra; hvi skulde jeg berøves ogsaa eder begge paa een Dag.

Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kjedes ved at leve, for Heths Døttres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døttre, som disse, af dette Lands Døttre, hvorefter vilde jeg da leve?