Og Jakob foer sin Vei, og Guds Engle mødte ham.

Og der Jakob saae dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Machanaim.

Og Jakob sendte Bud for sig til Esau, sin Broder, til det Land Seir paa Edoms Mark.

Og han befoel dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg haver været fremmed hos Laban og dvælet der indtil nu.

Og jeg haver Øxne og Asener, Qvæg og Svende og Tjenestepiger; og jeg haver udsendt Bud, at give min Herre det tilkjende, for at finde Naade for dine Øine.

Og Budene kom igjen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire hundrede Mænd med ham.

Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa skilte han Folket ad, som var hos ham, og Qvæget og Øxnene og Kamelerne i to Hære.

Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaaer den, da kan den Hær, som blev tilovers, undkomme.

Og Jakob sagde: Min Faders Abrahams Gud, og min Faders Isaks Gud, Herre, som sagde til mig: Drag igjen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gjøre vel imod dig;

jeg er ringere end alle de Miskundheder og al den Trofasthed, som du haver gjort imod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære.

Kjære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaae mig, ja Mødrene med Børnene.

Og du haver sagt: Jeg vil gjøre meget vel imod dig, og gjøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed.

Saa blev han der samme Nat og tog af det, han havde ved Haanden, til en Skjenk til sin Broder Esau:

To hundrede Gjeder og tyve Bukke, to hundrede Faar og tyve Vædere,

Kameler, som gave at die, og deres Føl, tredive; Køer fyrretyve og Øxne ti, Aseninder tyve og ti Føl.

Og han antvordede dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord især, og sagde til sine Tjenere: Gaaer for mig og gjører Rum imellem hver Hjord.

Saa befoel han den Første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig, og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du reise hen, og hvem høre disse til, som (du driver) for dig?

da skal du sige: Jeg (tilhører) din Tjener Jakob, det er en Skjenk, sendt til min Herre, til Esau; og see, han (kommer) ogsaa efter os.

Og han befoel den Anden ligesaa, og den Tredie, og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Efter denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham.

Og I skulle ogsaa sige: See, din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skjenk, den, som gaaer for mig, og siden see hans Ansigt; kanskee han antager min Person.

Saa gik den Skjenk for ham, men han blev selv samme Nat i Leiren.

Og han stod op i samme Nat, og tog sine to Hustruer og sine to Tjenesteqvinder og sine elleve Børn og gik over det Vadested Jabok.

Og han tog dem og lod dem drage over Bækken, og førte over, hvad som han havde.

Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes.

Og der han saae, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal; og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham.

Og han sagde: Lad mig gaae, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaae, uden du faaer velsignet mig.

Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn? og han sagde: Jakob.

Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes (alene) Jakob, men Israel; thi du haver holdt dig fyrsteligen med Gud og med Mennesker, og fik Overhaand.

Og Jakob spurgte og sagde: Kjære, kundgjør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du om mit Navn? og han velsignede ham der.

Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi (han sagde:) jeg haver seet Gud, Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst.

Og der han kom forbi Pnuel, gik Solen op for ham, og han haltede paa sin Hofte.

Derfor æde ikke Israels Børn den Spændesene, som er paa Hofteskaalen, indtil denne Dag; thi han rørte Jakobs Hofteskaal paa Spændesenen.