Og det skede, der de havde fortæret Kornet, som de havde hentet fra Ægypten, da sagde deres Fader til dem: Farer hen igjen (og) kjøber os lidet Spise.

Da talede Juda til ham sigende: Manden vidnede alvorligen for os og sagde: I skulle ikke see mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.

Om du (nu) sender vor Broder med os, ville vi fare ned og kjøbe dig Spise.

Men dersom du ikke vil sende ham, fare vi ikke ned; thi Manden sagde til os: I skulle ikke see mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.

Og Israel sagde: Hvi have I gjort ilde mod mig, at kundgjøre Manden, at I have endnu en Broder?

Og de sagde: Manden spurgte nøie om os og om vor Slægt, og sagde: Lever eders Fader endnu? have I (endnu nogen) Broder? da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: Fører eders Broder ned?

Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad Drengen fare med mig, at vi kunne gjøre os rede og drage hen, og leve og ikke døe, baade vi og du og vore smaae Børn.

Jeg, jeg vil være ansvarlig for ham, du maa kræve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham (igjen) til dig og sætter ham for dit Ansigt, da vil jeg bære Skyld for dig alle Dage.

Thi dersom vi ikke havde tøvet, da havde vi nu to Gange været her igjen.

Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det skal saa være, da gjører dette: Tager af Landets bedste (Frugt) i eders Kar, og fører Manden ned til Skjenk: lidet Balsam og lidet Honning, Urter og Ladanun, Dadler og Mandler.

Tager og dobbelte Penge med eder; og de Penge, som vare komne oven i eders Poser, tager igjen med eder; maaskee det er en Vildfarelse.

Og tager eders Broder; og gjører eder rede, farer igjen til Manden.

Og den almægtige Gud give eder Barmhjertighed for den Mand, at han lader følge den anden eders Broder og Benjamin; og jeg, skal jeg da være berøvet mine Børn, saa er jeg berøvet mine Børn.

Saa toge Mændene denne Skjenk, og toge dobbelte Penge i deres Haand, og Benjamin; og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten, og stode for Josephs Ansigt.

Da saae Joseph Benjamin med dem og sagde til den, som forestod hans Huus: Før de Mænd til Huset og slagt Slagteqvæg og tilbered; thi de Mænd skulle faae Mad med mig til Middag.

Og Manden gjorde, saasom Joseph sagde; og Manden førte Mændene i Josephs Huus

Men Mændene frygtede, for de bleve førte i Josephs Huus, og sagde: Vi ere indførte for de Penges Skyld, som ere igjenkomne i vore Poser tilforn, at han kan vælte sig ind paa os og overfalde os, og tage os til Trælle, og vore Asener.

Derfor gik de til Manden, som forestod Josephs Huus, og talede med ham for Døren paa det Huus.

Og de sagde: (Hør) mig, min Herre! vi vare jo tilforn dragne ned til at kjøbe Spise.

Og det skede, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, see, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge med deres Vægt; derfor have vi ført dem med os igjen.

Og vi have taget andre Penge ned med os, til at kjøbe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser.

Og han sagde: Fred være med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud haver givet eder et Liggendefæ i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem.

Og Manden førte Mændene i Josephs Huus og gav dem Vand, og de toede deres Fødder; og han gav deres Asener Foder.

Men de tilberedte Gaven, indtil Joseph kom om Middagen; thi de havde hørt, at de skulde der faae Mad.

Og Joseph kom ind i Huset, og de bare ham den Skjenk, som de havde i deres Haand, ind i Huset, og de faldt ned for ham paa Jorden.

Men han hilsede dem og sagde: Gaaer det eders Fader, den Gamle, vel, som I talede om? lever han endnu?

De sagde: Det gaaer din Tjener, vor Fader, vel, han lever endnu; og de bøiede sig og faldt ned for ham.

Da opløftede han sine Øine og saae Benjamin, sin Broder, sin Moders Søn, og sagde: Er denne eders yngste Broder, som I fortalte mig om? og han sagde: Gud være dig naadig, min Søn!

Og Joseph skyndte sig, thi hans Hjerte brændte imod hans Broder, og han opsøgte, hvor han kunde græde; og han gik ind i Kammeret og græd der.

Og der han hadde toet sit Ansigt, da gik han ud, og holdt sig, og sagde: Lægger Brød (paa Bordet).

Saa lagde de for ham særdeles, og for dem særdeles, og for Ægypterne, som aade med ham, særdeles; fordi Ægypterne kunne ikke æde Brød med Ebræerne, thi det er Ægypterne en Vederstyggelighed.

Og de sad lige for ham, den Førstefødte efter sin Førstefødsel, og den Yngste efter sin Ungdom; derover forundrede Mændene sig imellem dem indbyrdes.

Og han lod bære Retter af (det, som var) for ham, til dem, og lod Benjamins Ret være mere end alle deres Retter, fem Gange; og de drak og bleve drukne med ham.