Og Gud ihukom Noe og alle (vilde) Dyr og alt Qvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Veir fare over Jorden, og Vandet faldt.

Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmelens Sluser, og Regnen af Himmelen opholdtes.

Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efterat hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne.

Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge.

Og Vandet foer hid og did og formindskedes, indtil den tiende (Maaned); i den tiende (Maaned), paa den første (Dag) i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig tilsyne.

Og det hændte sig, efter fyrretyve Dage, da oplod Noe Vinduet paa Arken, hvilken han havde gjort.

Og han udlod en Navn; den fløi frem og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden.

Og han udlod en Due fra sig, at see, om Vandet var faldet af Jorden.

Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igjen til ham i Arken, fordi Vandet var (endda) over den ganske Jord; saa udrakte han sin Haand, og annammede den, og tog den til sig i Arken.

Da biede han endnu syv andre Dage, og udlod atter en Due af Arken.

Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og see, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund, da fornam Noe, at Vandet var faldet af Jorden.

Men han biede endnu andre syv Dage, og udlod en Due, og den kom ikke til ham ydermere.

Og det skede, i det første og sex hundrede Aar, i den første (Maaned), paa den første (Dag) i Maaneden, tørredes Vandet over Jorden; da tog Noe Tækket af Arken og saae sig om, og see, Jordens Overdeel tørredes.

Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden (ganske) tør.

Da talede Gud til Noe og sagde:

Gak ud af Arken, du og din Hustru, og dine Sønner, og dine Sønners Hustruer med dig.

Alle Dyr, som ere hos dig, af alt Kjød, af Fugle og af Qvæg og af alle Orme, som krybe paa Jorden, udfør med dig, og de skulle vrimle paa Jorden, og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden.

Saa gik Noe ud, og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham.

Alle (vilde) Dyr og alle Orme og alle Fugle, Alt, hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, gik de ud af Arken.

Og Noe byggede Herren et Alter, og tog af allehaande reent Qvæg og af allehaande rene Fugle, og offrede Brændoffer paa Alteret.

Og Herren lugtede en behagelig Lugt; da sagde Herren i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskens Skyld, dog Menneskets Hjertes Tanke er ond af hans Ungdom; og jeg vil ikke mere herefter slaae Alt, hvad der lever, saasom jeg haver gjort.

Saa længe Jorden bliver endnu, skal Sæd og Høst, og Frost og Hede, og Sommer og Vinter, og Dag og Nat ikke aflade.