Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al Byrde og Synden, som lettelig besnærer os, og med Taalmodighed løbe i den os foresatte Kamp;

idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesum, hvilken istedet for den Glæde, han havde for sig, led taalmodigen Korset, idet han foragtede Forhaanelsen, og sidder nu ved høire Side af Guds Throne.

Betragter derfor den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, paa det at I ikke skulle blive trætte og forsage i eders Sjæle.

Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede imod Synden;

og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;

thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.

Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?

Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.

Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?

Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.

Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

Derfor retter de hængende Hænder og de afmægtige Knæ,

og gjører sikkre Trin med eders Fødder, at ikke det Halte skal drages (mere) af Lave, men snarere helbredes.

Stræber efter Fred med Alle og efter Hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren,

og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod, som skyder op, skal gjøre Forvirring, og Mange ved den besmittes,

at ikke Nogen er en Skjørlevner eller en Vanhellig, som Esau, der for en eneste Ret Mad afhændede sin Førstefødsels Rettighed.

Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskudt. Thi han erholdt ingen Forandring i Beslutningen, alligevel han søgte efter den med Graad.

Thi I ere ikke komne til et bævende Bjerg, der er antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,

og til en Basuns Lyd og til Ords Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at Talen ikke mere maatte skee til dem;

thi de fordroge ikke det, som var befalet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde det stenes eller fældes med et Pileskud;

og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;

men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde,

til de Førstefødtes Forsamling og Menighed, som ere opskrevne i Himlene, og til Gud, Alles Dommer, og til de fuldkommede Retfærdiges Aander,

og til den nye Pagts Midler, Jesum, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

Vogter eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskjøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre (undflye), dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,

hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: Endnu eengang ryster jeg ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.

Men dette "endnu eengang" giver tilkjende, at de Ting, der bevæges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det at de, der ikke bevæges, skulle blive ved.

Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunne tjene Gud velbehageligen, med Undseelse og Ærefrygt.

Thi og vor Gud er en fortærende Ild.