Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christum Jesum,

der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses (var det) i hans ganske Huus.

Thi saa meget større Hæder er denne værd fremfor Moses, som den haver større Ære i Huset, der beredte det.

Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.

Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne, hvad der skulde siges;

men Christus (er tro) som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Ros.

Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,

da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,

hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.

Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.

Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.

Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.

Men formaner eder selv hver Dag, saalænge det hedder Idag, paa det ikke Nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, saafremt vi bevare vor første sikkre Forvisning fast indtil Enden.

Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;

hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?

Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?

Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?

Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.