De formanes til i Troen at holde fast ved Forjættelsen; thi de, som troe, gaae ind til den Hvile, som endnu staaer aaben for Guds Folk

Verse 1

Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.

Verse 2

Thi ogsaa for os er Forjættelsen forkyndt, ligesom for hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenedes med Troen i dem, som hørte det.

Verse 3

Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.

Verse 4

Thi saaledes haver han et Sted sagt om den syvende Dag: Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.

Verse 5

Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.

Verse 6

Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,

Verse 7

saa bestemmer han atter en Dag, (nemlig) idag, da han siger ved David efter saa lang en Tid — som forhen er sagt: — Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter,

Verse 8

Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde (Gud) ikke sidenefter talet om den anden Dag.

Verse 9

Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.

Verse 10

Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.

Verse 11

Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.

Den alvidende Guds Ord er levende og kraftigt

Verse 12

Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd, og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.

Verse 13

Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn, men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

Christus er en medlidende Ypperstepræst, til hvem vi skulle træde frem for at faae Naade

Verse 14

Efterdi vi derfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen igjennem Himlene, Jesum, den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.

Verse 15

Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lighed (med os, dog) uden Synd.

Verse 16

Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.