Vel havde derfor ogsaa det første Tabernakel Anordninger for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.

Thi der var indrettet det forreste Tabernakel, i hvilket var baade Lysestagen og Bordet og Skuebrødene; dette kaldtes det Hellige;

men bag det andet Forhæng var det Tabernakel, som kaldtes det Allerhelligste,

som havde det gyldne Røgelsekar og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken var en Guldkrukke med Manna og Arons blomstrende Stav og Pagtens Tavler;

men ovenover den var Herligheds Cherubim, som overskyggede Naadestolen, om hvilke Ting nu ikke er at tale stykkeviis.

Da nu dette var saaledes indrettet, gik Præsterne altid ind i det forreste Tabernakel, naar de forrettede Gudstjenesten;

men i det andet gik den Ypperstepræst alene ind eengang om Aaret, ikke uden Blod, hvilket han offrede for sig selv og for Folkets Forseelser;

hvorved den Hellig-Aand gav dette tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabenbaret, saalænge det første Tabernakel endnu havde (sit) Stade;

hvilket var et Forbillede indtil den nærværende Tid, i hvilken endnu baade Gaver og Offere frembæres,

som ikke formaae at gjøre den fuldkommen efter Samvittigheden, som tjener Gud alene med Hensyn til Mad og Drikke og de adskillige Aftvættelser og kjødelige Anordninger, der vare paalagte indtil Rettelsens Tid.

Men da Christus kom, en Ypperstepræst for det tilkommende Gode, gik han igjennem et større og fuldkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Hænder, det er, som ikke er af denne Skabning,

hverken ved Blod af Bukke eller Kalve, men ved sit eget Blod, eengang ind i Helligdommen og fandt en evig Forløsning.

Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asken af en Qvie, hvormed de Urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed,

hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand offrede sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, (som vare begangne) under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse.

Thi hvor et Testament er, der er det fornødent, at dens Død, som haver gjort Testamentet, finder Sted.

Thi et Testament bliver først gyldigt efter de Døde, efterdi det ingensinde haver Kraft, medens den lever, som gjorde Testamentet.

Derfor blev det første ikke heller indviet uden Blod.

Thi der alle Budene efter Loven af Moses vare forkyndte for alt Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og Skarlagenuld og Isop, og bestenkede Bogen selv og alt Folket, sigende:

Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud haver villet slutte med eder.

Men iligemaade bestænkede han ogsaa Tabernaklet og alle Gudstjenestens Redskaber med Blodet.

Og næsten Alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse skeer ikke Forladelse.

Altsaa var det fornødent, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses derved, men de himmelske Ting selv ved bedre Offere end disse.

Thi Christus gik ikke ind i en Helligdom, gjort med Hænder, som (kun) er et Billede af den sande, men i Himmelen selv, for nu at aabenbares for Guds Ansigt for os;

ikke heller for at han flere Gange skulde offre sig selv, ligesom den Ypperstepræst hvert Aar gaaer ind i Helligdommen med fremmed Blod;

— ellers burde det ham ofte at have lidt fra Verdens Grundvold blev lagt — men nu er han eengang ved Tidernes Fuldendelse aabenbaret for at afskaffe Synden ved sit Offer.

Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,

saaledes er og Christus eengang offret for at borttage Manges Synder; anden Gang skal han, uden (at være) Syndoffer, sees af dem, som forvente ham til Saliggjørelse.