Naar Ephraim talede, (var der) Forskrækkelse, han, han ophøiede sig i Israel, men han blev skyldig ved Baal og døde.

Og nu bleve de ved at synde, og gjorde sig et støbt Billede af deres Sølv, Afguder ved deres Forstand, (det var) altsammen Mesteres Gjerning; de sagde om dem: De Mennesker, som offre, skulle kysse Kalvene.

Derfor skulle de være som en Sky om Morgenen, og som den Dug, der kommer aarle (og) gaaer (snart) bort, som Avnen, der drives ved en Storm af en Lo, og som Røg af en Skorsteen.

Og jeg er Herren din Gud fra Ægypti Land af; derfor skulde du ikke kjende nogen Gud foruden mig, thi der er ingen Frelser uden mig.

Jeg, jeg kjendte dig i Ørken, i de tørre Steders Land.

Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.

Og jeg var dem som en grum Løve; som en Parder saae jeg til paa Veien.

Jeg mødte dem som en Bjørn, den Ungerne ere tagne fra, og sønderrev deres Hjertes Lukke; og der fortærede jeg dem som en gammel Løve; (vilde) Dyr paa Marken sønderreve dem.

Din Fordærvelse er af dig selv, o Israel! men i mig er din Hjælp.

Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig en Konge og Fyrster?

Jeg gav dig en Konge i min Vrede, og tog ham bort i min Grumhed.

Ephraims Misgjerning er tilsammenbunden, hans Synd er gjemt.

Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.

Jeg vil forløse dem af Helvedes Vold, jeg vil gjenløse dem fra Døden; Død! jeg vil være din Pestilentse, Helvede! jeg vil være din Ødelæggelse; Fortrydelse skal skjule sig for mine Øine.

Thi han, han skal bære Frugt iblandt Brødrene; (dog) skal der komme et Østenveir, et Herrens Veir, som skal fare op af Ørken, og hans Kildevæld skal tørres, og hans Kilde blive tør; det samme skal røve alle kostelige Kars Liggendefæ.