Esaias, Amoz Søns, Syn, hvilket han saae om Juda og Jerusalem, i Ussias, Jothams, Achas, Ezechias, Judæ Kongers, Dage:

Hører, I Himle! og du Jord, mærk! thi Herren haver talet: Jeg haver opdraget Børn og ophøiet (dem), men de, de have gjort Overtrædelse Mod mig.

En Oxe kjender sin Eiermand, og et Asen sin Herres Krybbe, (men) Israel kjender det ikke, mit Folk forstaaer det ikke.

Vee et syndigt Folk, et Folk med svar Misgjerning, de Ondes Sæd, de fordærvelige Børn! de forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de vege tilbage.

Hvorfor skulde I slaaes ydermere, (da) I (dog kun) forøge (eders) Afvigelse? det ganske Hoved er sygt, og det ganske Hjerte er svagt.

Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.

Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).

(Men) Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Viingaard, som en Nathytte i en Græskarhave, som en belagt Stad.

Dersom ikke den Herre Zebaoth havde ladet som et Lidet overblevet af os, (da) havde vi været som Sodom, (ja) været lignede ved Gomorra.

I Fyrster af Sodom, hører Herrens Ord! Folk af Gomorra, mærker vor Guds Lov!

Hvad skal jeg med eders mangfoldige Offere? siger Herren; jeg er mæt af Brændoffere af Vædere og af det fede (Qvægs) Fedme, og jeg haver ikke Lyst til Blod af Stude og Lam og Bukke.

Naar I komme at sees for mit Ansigt, hvo haver krævet dette af eders Haand, at træde paa mine Forgaarde?

Bærer ikke mere frem forfængeligt Madoffer, det er mig en vederstyggelig Røgelse; paa Nymaaneder og Sabbater, (og) naar I kalde Forsamlingen tilsammen, kan jeg ikke (lide) Uret, eller (paa) Forbudsdagen.

Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eders bestemte (Høitider), jeg er kjed af dem; jeg er træt af at fordrage (dem).

Og naar I udbrede eders Hænder, da vil jeg skjule mine Øine for eder, ja, om I end meget bede, hører jeg (dog) ikke; (thi) eders Hænder ere fulde af Blod.

Toer eder, vorder rene, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øine, lader af at gjøre ilde,

lærer at gjøre Godt, søger Ret, hjælper en Fortrykt tilrette, skaffer en Faderløs Ret, udfører Enkers (Sager).

Kommer dog og lader os gaae irette (med hverandre), siger Herren; dersom eders Synder (end) vare som Purpuret, da skulle de blive hvide som Sneen, om de (end) vare røde som Skarlagenets (Farve, da) skulle de (dog) blive som den (hvide) Uld.

Dersom I ville, og lyde, da skulle I æde Landets Gode.

Men dersom I vægre eder og ere gjenstridige, da skulle I fortæres af Sværd, thi Herrens Mund haver talet det.

Hvorledes er en trofast Stad bleven til en Hore? den var fuld af Ret, Retfærdighed blev om Natten derudi, men nu Mordere.

Dit Sølv er blevet til Skum, din Drik er blandet med Vand.

Dine Fyrster ere modvillige og Tyvenes Staldbrødre, de elske alle Skjenk og jage efter Gaver; de ville ikke skaffe en Faderløs Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.

Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Vee! jeg maa trøste mig paa mine Modstandere og hevne mig paa mine Fjender.

Og jeg vil vende min Haand imod dig og luttre (dig fra) dit Skum paa det Reneste, og borttage alt dit Tin.

Og jeg vil give dig Dommere igjen som i Førstningen, og Raadsherrer som i Begyndelsen; derefter skal du kaldes en Retfærdigheds Stad, en trofast Stad.

Zion skal forløses ved Ret, og de Omvendte af den ved Retfærdighed.

Men Overtrædere og Syndere skulle sønderbrydes tillige, og de, som forlade Herren, skulle aldeles omkomme.

Thi de skulle blive tilskamme for de Eges Skyld, som I have Lyst til, og I skulle beskjæmmes for de Havers Skyld, som I Udvalgte.

Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.

Og den Stærke skal blive til Blaar, og hans Gjerning til en Gnist, og de skulle begge brænde tillige, og der skal Ingen være, som udslukker.