Vee dem, som beskikke uretfærdige Skikke, og de Skrivere, som skrive Møie,

til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.

Men hvad ville I gjøre paa Hjemsøgelsens Dag og i den Ødelæggelse, som skal komme langt fra? til hvem ville I flye om Hjælp, og hvor ville I lade eders Herlighed,

at Enhver ikke skulde blive bøiet under de Bundne og falde under de Ihjelslagne? i alt dette vender ikke hans Vrede tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.

Vee Assur, (som er) min Vredes Riis! og min Fortørnelse er den Kjep, (som er) i deres Haand.

Jeg vil hensende ham til et hykkelsk Folk, og give ham Befaling over det Folk, som jeg er vred paa, til at gjøre Bytte og røve Rov, og til at lade det træde (under Fødderne) som Leer paa Gader.

Men han, han skal ikke mene saa, og hans Hjerte ikke tænke saa, men det er i hans Hjerte at ødelægge og at udrydde ikke faa Folk.

Thi han skal sige: Ere mine Fyrster ikke Konger tillige?

Er ikke Chalno som Charchemis? er ikke Hamath som Arphad? er ikke Samaria som Damascus?

Ligesom min Haand haver fundet Afgudernes Riger, og deres udskaarne Billeder (vare ypperligere) end de i Jerusalem og i Samaria,

mon jeg ikke saa skal gjøre ved Jerusalem og ved dens Afguder, saasom jeg gjorde ved Samaria og ved dens Afguder?

Og det skal skee, naar Herren haver udrettet al sin Gjerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge over Kongen af Assyriens store Mods Frugt og over hans høie Øines Herlighed,

fordi han sagde: Jeg haver gjort det ved min Haands Kraft og ved min Viisdom, thi jeg var forstandig, og jeg haver borttaget Folkenes Landemærker og røvet deres Forraad og nedkastet Indbyggere, som den Mægtige.

Og min Haand haver fundet Folkenes Gods som en Rede, og jeg, jeg haver sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte, og der var Ingen, som rørte en Vinge, og som oplod Næb, og som qviddrede.

Kan og Øxen rose sig imod den, som hugger med den, eller Saugen trodse imod den, som drager den? (det var,) ligesom et Riis vilde bevæge sig imod dem, som opløfte det, eller ligesom en Kjep vilde opløfte sig, (og er den) ikke Træ?

Derfor skal Herren, den Herre Zebaoth, sende Magerhed iblandt hans Fede, og optænde iblandt hans herlige (Folk) et Baal som et brændende Baal.

Og Israels Lys skal være en Ild, og hans Hellige skulle være en Lue, og den skal brænde og fortære hans Riis og hans Torne paa een Dag.

Og hans Skovs og hans (frugtbare) Marks Herlighed skal han fortære fra Sjæl og indtil Kjød, og han skal være som en Fanedrager, der vansmægter.

Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være (faa i) Tal, og et Barn skal kunne skrive dem.

Og det skeer paa den samme Dag, da skal det Overblevne i Israel og Undkomne af Jakobs Huus ikke mere (fast) forlade sig paa den, som slaaer det, men det skal (fast) forlade sig paa Herren, Israels Hellige, i Sandhed.

Det Overblevne skal omvendes, (ja) det Overblevne af Jakob, til den vældige Gud.

Thi om dit Folk, o Israel! skal være som Havets Sand, skal kun det Overblevne omvendes deraf; (deres fulde) Fordærvelse er (fast) bestemt, som løber over med Retfærdighed.

Thi en (fuld) Fordærvelse, og som er (fast) bestemt, gjør Herren, den Herre Zebaoth, midt udi alt Landet.

Derfor, saa sagde Herren, den Herre Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk, som boer i Zion, for Assur; han skal slaae dig med Riset og opløfte sin Kjep over dig paa den Viis, som i Ægypten.

Thi det er endnu et Lidet, (ja) en føie (Tid), da skal Grumhed endes, og min Vrede (skal komme) til at fortære dem.

Og den Herre Zebaoth skal opvække en Svøbe over ham, som i Midians Slag paa Orebs Klippe, og sin Stav, (som han brugte) ved Havet, den skal han og opløfte paa den Viis, som i Ægypten.

Og det skal skee paa den samme Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre, og (hans) Aag fra din Hals, og Aaget skal fordærves for hans Skyld, (som er salvet med) Olie.

Han kom til Ajath, han drog igjennem Migron; han vil oversee sit Krigstøi i Michmas.

De droge over Færgestedet, de bleve Natten over til Herberge i Geba; Rama bævede, Sauls Gibea flyede.

Du Gallims Datter! raab høit med din Røst; lad Lais høre det, du elendige Anathoth!

Madmena flyede bort; Indbyggerne i Gebim samlede sig (til Flugt).

Endnu (bliver man) staaende en Dag i Nob; (saa) skal han røre sin Haand imod Zions Huses Bjerg, Jerusalems Høi.

See, Herren, den Herre Zebaoth, skal nedhugge de skjønne Grene med Vold, og de, som ere høie af Væxt, skulle afhugges, og de Ophøiede skulle fornedres.

Og han skal afhugge de forvillede (Qviste) i Skoven med Jernøxen, og Libanon skal falde ved en Mægtig.