Paa den samme Dag skal denne Sang synges i Judæ Land: Vi have en stærk Stad, han skal sætte Salighed til Mure og Værn.

Oplader Portene, at der maa indgaae et retfærdigt Folk, som bevarer (megen) Troskab.

(Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.

Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.

Thi han skal nedbøie dem, som boe i det Høie, den ophøiede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal drage den ned indtil Støvet.

En Fod skal nedtræde den, (ja) den Elendiges Fødder, de Ringes Trin.

Den Retfærdiges Sti er (ganske) jævn; du skal veie den Retfærdiges Vei retteligen.

Ja paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er (vor) Sjæls Begjæring.

Med min Sjæl begjærer jeg dig om Natten, ja, med min Aand inden i mig vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Rette ere i Landet, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.

Bliver en Ugudelig benaadet, da lærer han (dog) ikke Retfærdighed; han gjør Uret i Rettens Land og seer ikke til Herrens Høihed.

Herre! din Haand er høi, at de ikke kunne skue den; (dog) skulle de skue (din) Nidkjærhed over (dit) Folk og beskjæmmes, ja, Ilden skal fortære dem, (som ere) dine Fjender.

Herre! du skal skaffe os Fred, thi ogsaa alle vore Gjerninger haver du gjort for os.

Herre, vor Gud! der have (andre) Herrer hersket over os foruden dig, (men) alene ved dig ville vi komme dit Navn ihu.

De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.

Herre! du formerede Folket, du formerede Folket, du er bleven herlig; (men) du skilte dem langt bort (indtil) alle Jordens Ender.

Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.

Ligesom en Frugtsommelig, naar hun er nær ved at føde, bliver bange (og) maa raabe i sine Smerter, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.

Vi undfangede, vare bange, (men) vi fødte (Noget) som Veir; vi skaffede Landet ikke (nogen) Frelse, og Jorderiges Indbyggere faldt ikke.

Dine Døde skulle leve, (tilligemed) min (døde) Krop skulle de opstaae; vaagner op og synger (med Fryd), I, som boe i Støv! thi din Dug er (som) Dug over (grønne) Urter, men du skal fælde Kjæmperne til Jorden.

Gak, mit Folk! kom i dine inderste Kammere, og luk dine Døre efter dig, skjul dig som et lidet Øieblik, indtil Vreden gaaer over.

Thi see, Herren udgaaer af sit Sted til at hjemsøge (hver) Landets Indbyggers Misgjerning over ham, og Landet skal aabenbare sin Blodskyld, og ikke skjule længere over sine Ihjelslagne.